Dansk millionærpar brugte snedigt trick

I dag er de mangemillionærer, ægteparret bag Skagen-urene, der sælges over hele verden. De bor i Californien og tænker tilbage på de kneb, de brugte for at få gang i forretningen.

Foto: Scanpix.
Læs mere
Fold sammen
På 20 år har de bygget en global virksomhed op, der omsætter for 400 mio. kr. Henrik og Charlotte Jorst er ægteparret bag Skagen-konceptet, der til at starte med primært solgte ure, der kostede ingenting – men som lignede en million. I dag producerer Skagen Designs også smykker og solbriller – og væksten fortsætter.

I forbindelse med deres jubilæum fortæller de Børsen om, hvordan de kom i gang med deres forretning. Dengang arbejdede Henrik som salgschef for Carlsberg i New York, mens Charlotte var ”Carlsberg-pige” i fronten, der skabte kunde-kontakter på alt fra konferencer og seminarer til barer og restauranter.

Her bemærkede hun, at kunder var meget interesserede i nogle ure, som hun havde med, der satte logo på urene. Det fik hende til at gå i krig med at designe, producere og sælge ure, hvilket er hårdt, når man starter på helt bar bund.

"Det brænder!"
Charlotte Jorst gik simpelthen rundt i New Yorks gader og forsøgte at få foden indenfor hos de store kæder, så hun kunne få noget volumen i salget. Men det er ikke nemt at få en tid i kalenderen hos kædernes indkøbere, så der måtte helt særlige tricks til.

Nogle gange var manden Henrik Jorst med rundt og de blev ofte afvist allerede i døren af vagterne. Men så fandt de på et trick, hvor de begyndte at råbe op om, at det brændte inde i nabobygningen. Vagterne rettede straks opmærksomheden mod det, som de troede var en brændende bygning, og så løb ægteparret forbi og ind i bygningen, så de kunne opsøge indkøberne og overbevise dem om, at de skulle give det optimistiske danske par en chance.

Dyre villaer og store biler
De fik en chance – og den har de grebet. I dag bor parret tæt på virksomhedens hovedkvarter i Reno i Nevada, hvor Charlotte Jorst og døtrene Camilla og Cathrine bruger mange timer i sadlen på at dyrke ridesport.

Tre timer væk ligger familiens vingård i Napa Valley, ved Lake Tahoe i Sierra Nevada ligger et andet hus, hvor familiens passion for sejlsport dyrkes, mens de også ejer tre lejligheder i Skagen.

Henrik Jorst´ store passion er klassiske biler – dem har han 24 af i dag. Blandt kronjuvelerne i den samling finder man en Ford A fra 1930 og en Dino Ferrari. I samlingen finder man også tre jaguarer og tre Cadillac´er.

Skagen Designs er netop gået i flæsket med det russiske marked, hvor salget er startet på et højt niveau.