Dansk Erhverv: Anbefalinger rammer uden for skiven

Erhvervsorganisationen Dansk Erhverv mener, at Carsten Koch-udvalgets anbefalinger om en bedre beskæftigelsesindsats er en omgang blandede bolsjer.

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Carsten Koch-udvalgets mange anbefalinger til en bedre beskæftigelsesindsats er ikke funderet i den solide viden, selv udvalgets lange rapport ellers indeholder.

Det mener erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, der bl.a. hæfter sig ved Koch-udvalgets anbefaling om at øremærke en massiv efteruddannelsesindsats til ledige ufaglærte og samtidig give ledige frit valg mellem at bruge jobcentre eller a-kasser.



"Det er ikke velfunderende anbefalinger, da vi ved, at uddannelse uden mål ikke har en nævneværdig beskæftigelseseffekt, og at give a-kasserne ansvaret for beskæftigelsesindsatsen i en periode fremmer ikke en optimal indsats mellem den ledige og arbejdsmarkedet," siger direktør i Dansk Erhverv Laurits Rønn i en pressemeddelelse.

Ifølge Dansk Erhverv opstår der hvert eneste år mere end 700.000 ledige stillinger i Danmark. Derfor skal beskæftigelsesindsatsen indrettes på en måde, så de ledige får hjælp til søge de ledige job eller ifølge Dansk Erhverv kvalificeres til dem gennem målrettet uddannelse.

Selv organisationen er kritisk over for dele af rapporten, mener Laurits Rønn dog også, at flere anbefalinger trækker i den rigtige retning. Det gælder bl.a. en udbygning af virksomhedskontakten.

”Udvalget foreslår desuden afskaffelse af retten til seks ugers selvvalgt uddannelse og målretning af voksenlærlingeordningen og løntilskudsjobs. Det er den type initiativer, vi har brug for, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at sikre en effektiv beskæftigelsesindsats til gavn for både samfundet, arbejdsmarkedet og den ledige," siger han i pressemeddelelsen.

Blandede følelser i DA

I Dansk Arbejdsgiverforening ser direktør Henrik Bach Mortensen ligeledes på udvalgets anbefalinger med blandede følelser.

”Carsten Koch-udvalget ser rigtigt, når de anbefaler en beskæftigelsesindsats, som har klar fokus på virksomhedernes behov. Men det er helt afgørende, at vi ikke slækker på den samlede indsats for at få ledige i job, hvilket ville være konsekvensen, hvis man gennemfører udvalgets anbefalinger i den nuværende form. Vi skal fastholde en klar og struktureret indsats for de ledige," siger han i en pressemeddelelse.

Han kalder det "helt afgørende, at der i beskæftigelsesindsatsen fremover skal bruges flere kræfter på at sikre, at ledige reelt er jobsøgende til alle job."

"Samtidig skal jobcentrene skal kende arbejdsmarkedet bedre, og være bedre til at vurdere, hvor der er jobmuligheder, og hvilke ledige, der har brug for en særlig indsats,” lyder det fra Henrik Bach Mortensen.