Danmarks første kvindelige nationalbankdirektør: »Man må stå ved sine valg«

At det kræver hårdt arbejde at gøre karriere, kom aldrig som en overraskelse for Bodil Nyboe Andersen, der blev Danmarks første kvindelige nationalbankdirektør. Hun og en række andre pionerer fortæller i Berlingske Business Magasins særnummer "100 kvinder på toppen" om, hvordan det var at være første kvinde på deres post.

Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

Stueuret tikker målrettet dagen kortere i Bodil Nyboe Andersens rummelige lejlighed på Grønningen ved Kastellet i København. Uden at det påvirker hendes nærvær, er hun opmærksom på tiden, for hun har lovet at hente sine to yngste børnebørn i institution.

»I sin tid hjalp mine forældre os. Nu er det min tur,« siger hun – tilfreds med udsigten til at tilbringe eftermiddagen med de små piger.

Den yngste af hendes to sønner var endnu selv i børnehavealderen, da hun som den første kvinde i Danmark blev direktør for en større bank, Andelsbanken. Hun havde da været lektor i 12 år på Københavns Universitet og efterfulgte i banken sin far, den tidligere økonomiminister Poul Nyboe Andersen – han var dog direktionsformand, hun blev direktionsmedlem:

»Jeg fik jobbet på trods af min far. Ikke fordi han modsatte sig, men det var bestyrelsesformanden, der foreslog mig. Jeg var meget aktiv med økonomiske foredrag rundt i landet, så han havde fået øje på mig. Da min far stoppede, begyndte jeg,« fortæller Bodil Nyboe Andersen, der som helt ung bestemt afviste sin mors forslag om et år på husholdningsskole og i stedet gik direkte efter at blive cand.polit.

Respekt for direktøren

Skiftet fra 1970ernes universitetsmiljø til bankverdenen var radikalt – også større end hun havde forudset. Hun var omgivet af jakkesæt, men fandt sig hurtigt til rette:

»På universitetet var der evig diskussion og debat, bankverdenen er meget hierarkisk. Fordelen er, at der sjældent sættes spørgsmålstegn ved den autoritet, der følger med en position,« konstaterer hun, der ikke i karrierens forløb mindes særlige reaktioner på, at hun er kvinde.

»Måske er jeg tungnem, men jeg har aldrig bemærket det. Når man føler sig – og er – på lige fod med dem, man omgiver sig med, er det ikke et problem. Der har været situationer, hvor jeg har haft en anden holdning, men jeg har ikke oplevet det som noget kønsbestemt,« siger Bodil Nyboe Andersen, der hele livet har været vant til massivt maskulint selskab. Hun har tre yngre brødre og var blandt få kvinder på sit studie.

Hverdag under pres

Mens sønnerne stadig gik i skole, blev hun skilt. Og da børnene blev boende hos hende, gav det ekstra pres på en hverdag med topjob.

»I enkelte situationer var jeg tvunget til at forlade et møde eller fravalgte et ­socialt arrangement på en forretningsrejse. Det handlede ikke om, at jeg er kvinde, men mere om, at de andre ikke havde så små børn. Min situation var egentlig ikke ­meget anderledes end andre udearbejdende ­kvinders i forhold til den tid, der var til rådighed til familieliv. I perioder arbejdede jeg meget, men til gengæld kunne jeg tit tage arbejde med hjem – det var ikke så almindeligt dengang før computeren.«

I det hele taget føler hun, der ikke har været noget at beklage sig over.

»Hvis man vælger at gå ind i et job af den type, jeg sad i, må man være indstillet på, at det ikke er muligt at få eller nå alt. Det kom ikke som en overraskelse for mig.«

Mediernes bevågenhed

Kun medierne har været optaget af hendes køn, og det har aldrig bekommet hende godt:

»Jeg har aldrig kunnet slippe for det med at være den første kvinde. Andre ville måske sætte pris på det. Men jeg brød mig ikke om at blive genkendt som nationalbankdirektør, når jeg gik rundt i afslappet fritidstøj. Jeg er bevidst om, at jeg blev set som rollemodel, men det betyder ikke, at jeg ligger inde med svarene på, hvordan kvinder kommer til tops.«

Hun ser det som sundt og godt, at mænd og kvinder samarbejder på alle niveauer. Og uanset køn kræver det, at man vil det helhjertet:

»Man skal arbejde hårdt for at kvalificere sig og ikke klage over, at det indimellem er benhårdt, for det bliver det. Man skal stå ved sine valg.«