Danish Crown truede tillidsfolk med massefyringer

Danish Crown har ifølge fortrolige oplysninger fra forhandlinger om nedskæringer på fem danske slagterier truet med massefyringer.

Danish Crown har set sig nødsaget til at tilbagekalde et stort parti slagtesvin, som ellers var blevet sendt mod Fjernøsten og destinationer rundt om i Europa. Fold sammen
Læs mere
Foto: LISELOTTE SABROE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Gå ned i løn eller forvent en massefyring.

Sådan har det lydt fra slagterivirksomheden Danish Crown i forbindelse med forhandlinger om nedskæringer på flere slagterier. Det skriver Politiken, som er i besiddelse af fortrolige forhandlingspapirer.

Ifølge avisen stillede Danish Crown i januar tillidsfolk fra fem slagterier et ultimatum om at skrive under på at gå ti procent ned i løn for at redde slagteriarbejdspladser. Og tillidsfolkene fik ikke mulighed for at drøfte det med kollegaerne.

Kravet fra Danish Crown blev stillet under et møde i Danish Crowns hovedsæde i Randers. Her blev tillidsfolkene enkeltvis og med en times mellemrum præsenteret for kravet, der gik ud på, at slagteriarbejderne skulle gå fem procent ned i løn samtidig med, at der skulle afleveres fem procent af lønposen til et medarbejderinvesteringsselskab. Desuden blev lønstigninger samme år sløjfet.

Tillidsfolkene bekræfter anonymt forløbet over for Politiken.

»Jeg blev chokeret. Jeg fik at vide, at hvis jeg ikke skrev under samme dag, ville halvdelen af jobbene på vores slagteri forsvinde,« siger en af dem til avisen.

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet kritiserer taktikken.

»Det er tæt på overenskomststridigt på et normallønsområde, hvor man fastsætter løn centralt. Lokale tillidsfolk kan slet ikke gå ind i den slags ændringer. Det er uhørt at give dem pistolen for panden. Det minder om USA i 1930erne,« siger han.

Kommunikationsdirektør i Danish Crown Anne Villemoes erkender over for Politiken, at sagen om ultimatummet »kunne være håndteret langt mere intelligent, når vi ser i bakspejlet.«

Hun forklarer også, at hun godt kan forstå, hvis de involverede tillidsfolk har oplevet det som »sicilianske metoder«.

En af de fem tillidsfolk valgte at skrive under på aftalen.