Dagligvarebranchens største skræk

Faktas svigtende resultater og Nettos imagetab hænger sammen med en meget stærk udfordrer på det danske dagligvaremarked: Rema 1000. Mød succeskædens danske chef, Henrik Burkal.

Foto: Betina Garcia

Hvis der er én person, man kigger misundeligt på i dagligvarebranchen for tiden er det Henrik Burkal.

Chefen for Rema 1000 i Danmark har stort set kun oplevet succes, siden han i 2005 takkede ja til chefjobbet i den norske discountkæde.

Kæden har travlt med at åbne butikker over hele landet, og den slår egne rekorder år for år. Senest har Rema 1000 leveret et 2013-regnskab, som viser voksende salg i både nye og eksisterende butikker, og den samlede omsætning voksede med 14 procent. Tilmed blev 2013 året, hvor Rema 1000 slog Netto af pinden som den discountkæde med bedst image i landet, og hos kriseramte og bundlinjeblødende Fakta føler man sig godt og grundigt kørt over af den fremadstormende norske discounter.

Kædekonceptet, der er udtænkt og udviklet af norske Odd Reitan, har fået godt fat i de danske kunder på kort tid, og blandt leverandørerne er der i dag også stor tilfredshed med opkomlingen i dansk detailhandel. Torsdag eftermiddag blev Rema 1000 kåret som årets mest innovative dagligvarekæde i Danmark. Prisen bliver uddelt af foreningen af danske dagligvareleverandører (DLF), og netop forholdet til leverandørerne har stor betydning i dagligvarebranchen, hvor marginerne er små, og hvor der forhandles benhårdt for at opnå de bedste priser.

Med kåringen beviser Henrik Burkal, at Rema 1000 kan mere end blot være billig. Det andet og meget værdifulde trumfkort, som discountkæden har i ærmet, er det lokale købmandsskab. Mens størstedelen af dagligvarekæderne i Danmark i dag er drevet af butikschefer, der ikke selv ejer butikkerne, har Rema 1000 nemt ved at skille sig ud. Her er der i hver butik en dedikeret købmand til stede, som er villig til at gå den ekstra mil for, at butikken altid er pæn og altid har de varer, som kunderne efterspørger.

Succesen i Rema 1000 har gjort den for fem år siden stort set ukendte fynbo Henrik Burkal til et varmt navn i dansk erhvervsliv. Han var en af de personer, som blev fremhævet af branchekilder, da Berlingske Business i efteråret kom med syv bud på en ny topchef i Coop. Det blev dog ikke Burkal, men han har også lagt sig i selen for at løfte Rema 1000 op på et nyt niveau i Danmark. Siden sit indtog i Danmark har den norske kæde åbnet 250 butikker i Danmark, men Burkal går efter intet mindre end 500, og dermed vil Rema være større end både Fakta og Netto.

Henrik Burkal er handelshøjskoleuddannet i markedsføring og har siden taget en MBA i forandringsledelse. Han har lært sit håndværk i dagligvarebranchen ved en lang karriere hos konkurrenten Netto. Fra Netto fik han et job i it-branchen, men det forlod han hurtigt, da han i 2005 blev tilbudt at komme til Rema 1000.

Foruden at erobre butiksplaceringer for næsen af konkurrenterne har Burkal i sine otte år i Rema brugt stor energi på at skabe og vedligeholde en Rema-kultur, som gør stemningen i butikken bedre end i andre discountforretninger i landet. Filosofien tager sit udgangspunkt i en lille, mørkeblå bog fra Norge, som fortæller om firmaets værdi-grundlag. Heri bliver det på simpel vis understreget, at bare fordi det er billigt, behøver det ikke at være trist. Det skal være morsomt og lønsomt at arbejde i Rema.

»Når vi arbejder med noget, vi holder af, når vi arbejder med noget, vi brænder for, så kan vi også komme til at tjene penge på det. På den måde er der meget passion og hjerte i det,« har Henrik Burkal forklaret.