Christian Vind

Tæt på magten

Christian Vind Fold sammen
Læs mere

Christian Vind er tættere på magten end de fleste. Som ministersekretær for miljøminister Ida Auken er han med til at sikre et højt informationsniveau omkring de politiske beslutninger og skal være med til at formidle politiske budskaber, så de fremstår klare og utvetydige. Selv siger han, at hans arbejde dækker bredt.

»Det er lige fra at kombinere de helt små detaljer som klarhed over, hvem der nu skal bære ministerens taske, til hvordan man opnår 90 mandater og får alt til at spille efter ministerens vilje,« siger Christian Vind, der drives af at være med til at skabe politiske resultater, der kan præge fremtiden.

Departementschef i miljøministeriet Henrik Studsgaard påpeger Christian Vinds evne til at bevare overblikket – hvert år skal omkring 3.000 sager ledes til og fra minister og departementschef – en opgave, der kræver sans for logistik.

»Christian har meget stor kapacitet og en god analytisk evne, så han med stor sikkerhed håndterer den strøm af oplysninger, der hele tiden kommer forbi ham. Han får sorteret væsentligt fra uvæsentligt og formår at få kommunikeret det væsentlige videre på forståelig vis,« roser han.