Christel Teglers

Rådgivere

Kromann Reumerts IT-advokat

Som specialist i IT og outsourcing er især teknologiprojekter og kontrakter det faglige omdrejningspunkt for advokaten Christel Teglers fra Kromann Reumert. I 2016 var hun med til at udarbejde en aftale om en helt ny type teknologi, der skal give internethastigheder på en Gbit gennem TDCs kabelnet. Som en central juridisk rådgiver var hun en af drivkræfterne bag at designe og udarbejde den kommercielle prismodel for en af de største danske investeringer i digital infrastruktur.

»Det er noget, jeg er stolt over at have været med til. Det er en green field-løsning, da Danmark bliver de første i verden, hvor et helt kabelnet bliver opgraderet til denne teknologi. Resultatet ser jeg som en intelligent sammensat og praktisk anvendelig aftale,« fortæller hun.

Christel Teglers specialisering som advokat inden for teknologibranchen gør hende populær både i Danmark og udlandet. Især hendes evne til at gøre komplekse modeller simple gør hende til en eftertragtet rådgiver.

»Med et fantastisk gåpåmod og en positiv tilgang har hun succes med at gøre det komplekse overskueligt. Hendes gennemslagskraft og tydelige kommunikation gør, at vores kunder har nemt ved at følge hendes ideer og løsningsforslag,« uddyber Jan Ussing Andersen, partner i Kromann Reumert.

Christel Teglers 33 år, advokat, Kromann Reumert

2010: Cand.jur., Københavns Universitet

2010: Advokatfuldmægtig, Kromann Reumert

2013-: Advokat, Kromann Reumert