Chefer skal stoppe stress

Lederne i danske virksomheder skal stoppe medarbejderne, når de ikke selv kan finde grænsen for, hvor mange opgaver de kan klare, mener speciallæge og direktør for arbejdsmiljøcenter.

Nogle medarbejdere er så engagerede, at de arbejder meget mere end sundt er, skriver magasinet Arbejdsmiljø.

Derfor har lederne i de danske virksomheder fået en ny rolle, mener direktør for Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

"Det er nyt, at hvert enkelt menneske skal kunne sige fra selv. Vi kan i princippet arbejde eller yde privat, til vi segner. Der er så mange muligheder, at det i dag er den enkelte, der skal kunne sige fra. Og det er ikke alle, der kan eller vil det," siger Palle Ørbæk til Magasinet Arbejdsmiljø.

"Derfor må lederens rolle være at sige fra, når det går for vidt. Jeg ville personligt selv lukke for vedkommendes server-adgang, hvis det var en it-medarbejder, hvor jeg kunne se, at han eller hun arbejdede i døgndrift. Det skal lederne kunne, hvis de ikke vil risikere at miste en dygtig medarbejder," fortsætter han.

Han understreger, at stress opstår i samspillet mellem privatliv og arbejdsliv, og at det ikke udelukkende er arbejdsgivernes ansvar, men folk kan heller ikke løse problemerne alene.