Chefer pinlige over dårlig mødekultur

To ud af tre chefer har oplevet at blive flove på andres vegne over mangel på respekt for god mødekultur, viser norsk undersøgelse. Den digitale udvikling har ifølge dem betydet, at møder er blevet mindre formelle.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De fleste norske chefer mener, at mødekulturen er blevet mindre formel som følge af den digitale udvikling. Det viser en landsdækkende arbejdsmarkedsundersøgelse blandt 983 ledere og 1231 medarbejdere lavet af Respons Analyse for Proffice, skriver E24.no.

I undersøgelsen har to ud af tre ledere oplevet at blive direkte flove på grund af andres mangel på respekt i forhold til god mødekultur. Og tallet er det samme for medarbejderne.



"90 procent af lederne mener, at mødekulturen er blevet mindre formel efter væksten af mobiltelefoner og computere på arbejdspladserne," siger Stein Andrè Haugerud, viseadministrerende direktør i Proffice til E24.no.

Selvom det måske er blevet kutyme at have mobilen på sig alle døgnets timer, mener 40 procent af lederne, at man aldrig skal have sin mobil liggende fremme under møder. At svare på en SMS regner 60 procent for uacceptabelt, mens en ud af fire ledere ikke ville bryde sig om, at mødet blev afbrudt for toiletbesøg.

Retningslinjer søges


Det samme gælder for computeren, som mange i dag tager notater på. Her finder 15 procent af lederne det uacceptabelt at tage noter på den måde, mens 48 procent tolererer det af og til. Hver tredje mener dog, at det er fuldt ud acceptabelt af bruge computeren til det formål under et møde.



Undersøgelse tegner ikke bare et billede af ledernes forventninger til mødekulturen, men viser også forskellen på generationer. For jo yngre både ledere og medarbejdere er, des mere åben er man for uformel opførsel under møderne. Trods forskellige forventninger mener otte ud af ti ledere og medarbejdere, at der er behov for mere fælles retningslinjer for mødekulturen.