Chefer ansætter helst venner

Ofte omtaler medarbejdere måske chefen mindre pænt, men chefen kan faktisk være en rigtigt god kammerat.

Syv ud af ti norske virksomhedsledere foretrækker at ansætte personer, de allerede kender godt i forvejen, viser en ny undersøgelse.

Forskere og arbejdsmarkedseksperter er bekymrede, skriver Dagens Näringsliv. De mener, at grundlaget for ansættelserne bliver for snævert.

"Hvis arbejdsgiverne ikke bruger kræfter på, at interviewe og finde ud af, hvilken slags medarbejdere, der kan være aktuelle i en stilling, så går de glip af potentielle gode ansøgere. At ansætte bekendtskaber er også med til at udelukke folk, som ikke har meget erfaring i erhvervslivet og folk, som kommer udefra - hvad enten det er indvandrere eller folk som flytter rundt inden for landets grænser," siger seniorforsker Erling Barth fra Institut for samfundsforskning til Dagens Näringsliv.