Charme, sjæl og lækker lyd

Maserati Quattroporte er som en italiensk dario med smørhår, skræddersyet jakkesæt og sukker på tungen. Selvglad, charmerende og afgjort ude på noget.

Foto: Bo Amstrup
Man skulle være italiener i sit næste liv.

Mon ikke vi er en del, der har tænkt sådan efter at have besøgt støvlelandet, spist på en god italiensk restaurant, set »Mine Aftener i Paradis« i biografen eller overværet 11 mænd i azurblå spilledragter stjæle verdensmesterskabet i fodbold for Gud og paven ved hvilken gang?

Indrømmet. Italien er også Berlusconi, bureaukrati og bom, bom – vi når det nok i morgen. Men maden, vinen, landskabet, tøjet, klimaet, kvinderne eller mændene alt efter smag – det er ofte noget særligt i Italien.

Som de italienske biler. Selv en Fiat 500 har jo mere stil end den dyreste Volvo fra det kølige nord. For ikke at tale om deres fuldblodsvogne, der altid indeholder en vokal i mellemste stavelse, så selv den mest tonedøve dansker lyder som en italiensk mestermekaniker, når han omtaler sin Ferraaari, Lamborghiiini eller Pagaaani.

Eller Maseraaati. Det måske mest spændende italienske mærke netop nu. Vi skal ikke mange år tilbage, før hver anden brugtvognsforhandler havde en mistænkeligt billig Maserati parkeret i perlegruset som trækplaster. Typisk en kantet BiTurbo med, som navnet antyder, en motor mere hårdtpumpet end Stig Tøfting efter en dag i fitness-centret.

Flot bil. Med kræfter og stil nok til at gøre det slemme ved enhver BMW. Men selv den mest drevne forhandler kunne mærke næsen vokse som Pinocchios, når han omtalte bilen som rustfri og driftssikker.

Siden er der kommet andre krydderier på pastaen. I dag kontrollerer Fiat Maserati, og for første gang i årtier får man ikke lyst til at lave nogle meget italienske fagter og himmelvendte øjne, når Fiat hævder, at Maserati er et troværdigt fuldblodsalternativ til det fineste fra Audi, BMW og Mercedes.

Som den Quattroporte vi tester her. En fem meter lang limousine med 4,2 liters V8-motor hentet direkte hos søstermærket Ferrari. Det nærmeste man kommer fuldblod til hele familien. Og kun lidt dyrere end en Mercedes S500: 2,5 millioner kroner. Mange penge men ikke flere, end at der sælges omkring 20 Quattroporte årligt i Danmark. Letantændelig

Letantændelig
Navnet først. Quattroporte betyder fire-dørs, og så er det, man igen bliver lidt misundelig. En VW Viertürer eller Land Rover Fourdoor - nej vel? Men på italiensk lyder det pludselig som noget, forelskede par hvisker i øret på hinanden.

Stilen er gennemført, og det kan vi - som sædvanlig, fristes man til at skrive - takke mestertegneren Pininfarina for: Lang, elegant, med kurvede hofter og en trutmund af en kølergrill, så vi er nogle, der mere tænker Monica Belluci end konservativ statsmandslimousine, når Quattroporte glider gennem trafikken.

Eller rettere springer. Ferrari-motoren er ganske vist droslet ned fra 485 til 400 hk, men man er aldrig i tvivl om, at den også sidder i en F 430. Temperamentet er lige så letantændeligt som hos to primadonnaer, der når ned til den enlige tørresnor i baggården med hver deres overfyldte vasketøjskurv.

Træd på speederen og den enorme Quattroporte angriber med et vræl, der må få det til at løbe koldt ned ad ryggen på diplomingeniørerne i Stuttgart og Bayern. Tak for cappucino! Her er tale om en stempelsymfoni, der får Beethovens 5. til at lyde som en vuggevise for nyfødte bambini. Og et antrit ud af startblokken, man slet ikke oplever i en Mercedes S eller BMW 7-serie.

Mere overraskende er det, at hvis man kærtegner speederen med samme følsomhed som Alessandro del Piero behandler fodbolden, belønnes man med fornem komfort. Vigtigste nyhed i Quattroporte er nemlig et nyt automatgear, der ikke kun skifter hurtigt, men lige så gerne bladrer blidt i de seks gear. Et sekventielt gearskifte a la formel 1 med skiftekontakter bag rattet kaldet Duoselect, reagerer endnu hurtigere og afkorter 0-100 km/t tiden fra 5,6 til 5,2 sekunder.

Kabinen er en anden artig overraskelse. Væk er »gorilla-syndromet« - nu passer forholdet mellem pedaler, rat og det fastpolstrede førersæde også mere langlemmede typer som de danske prinser, der er blandt de mest prominente Quattroporte-ejere herhjemme. Som i en racerbil er rattet placeret højt og lodret, hvilket giver god kontakt med bilen. Betjeningen er ligetil, og selv om Quattroporte ser lav ud, sidder man højt og kommanderende i forsæderne. Bagsædet er nærmest overdådigt. Skulle prinserne få lyst til at overlade rattet til livristen, vil de stadig være standsmæssigt kørende.

Sport og komfort
Drømmer man om at skyde genvej til at blive italiener, er Quattroporte et dyrt men oplagt sted at begynde. Efter få meter hvisker man Bella Machina til den, og efter et par dage kan man næsten mærke, hvordan de sorte krøller vokser ud på issen og brystkassen, mens man styrer ned til skrædderen og bestiller et Armani-suit, garneret med håndsyede mokkasiner og solbriller fra Gucci. Kald mig gerne Dario, men der sker altså noget med selvopfattelsen, når man kører Quattroporte, som man ikke oplever i de dyreste tyskere.

Det er ikke bare overfladisk blær. Eller det faktum, at Maserati er en af de få biler, man nonchalant kan smide på fortovet foran caféen uden at ligne en opblæst nar. Selv de røde syninger og kulfiber-indlæggene i GT Sport-udgaven ser godt ud. Finishen er forbløffende lækker, og er det ikke helt så perfekt som i en Audi, dufter her til gengæld af kærligt håndværk. Alene læderet kan få en britisk Chesterfield-stol til at vippe anerkendende med øreklapperne.

En Quattroporte kører også godt. Trods enorme 20-tommer fælge er affjedringen nærmest småblød og behagelig. Tryk på en knap og den elektroniske undervogn strammer sig yderligere an. Uanset køreprogram føles Quattroporte lettere og mere styrevillig end de tyske konkurrenter. Især når man forlader motorvejen og bevæger sig derud, hvor asfalten slår et sving. Kun støj fra de brede Pirelli sportsdæk rokker ved indtrykket af en limousine, der kan kunsten på samme tid at transportere herskabet i ophøjet ro, mens chaufføren oplever en køreglæde som i en habil sportsvogn. Hvis Maserati vil være en Ferrari til familien, er missionen fuldført.

Men Quattroportes største trumfkort er stilen og udstrålingen. En Maserati handler ikke kun om show-off og mange penge, men også om passion og entusiasme. Måske er det derfor, at selv BMWerne trækker respektfuldt til højre, når treforken dukker op i deres bakspejle, og folk hele tiden giver dig tilbud, du ikke kan sige ja til, som »jeg renser dine tagrender, hvis jeg må låne din bil en time«, eller »giv mig en tur, så får du gratis pizza et år«.

No Grazie. En Maserati Quattroporte holder man for sig selv. Fik jeg avismogul-løn, ville jeg til hver en tid foretrække den italienske charmør frem for en S 500 eller 745i. Efter fem år er tyskerne sikkert lige stive i betrækket, men selv om Maseratien højst er det halve værd, ligner den stadig to millioner og har det, som ingen af konkurrenterne kan prale af: Charme, sjæl og lækker lyd. For ikke at tale om et navn, der får sin ejer til at føle sig som en ægte levemand med totalt tjek på de vigtige ting her i livet som biler, Barolo-vin og belladonnaer.