Charlotte Louise Thorsen

Charlotte Thorsen, rådgivning, Talent 2016. Fold sammen
Læs mere

Fra krisens kølvand til kontrakter i Iran

Som barn boede Charlotte Louise Thorsen to år i London og det gav hende tidligt international interesse.

Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at den 31-årige advokat nu sidder på ét af landets store advokatkontorer, Gorrissen Federspiel, og til dagligt beskæftiger sig med netop internationale forhold, især i form af grænseoverskridende køb og salg af virksomheder.

Charlotte Louise Thorsen har rådgivet klienter fra USA, Brasilien og Japan, rådgivet om kontrakter i Iran og har en fast tilknyttet, stor, tysk klient. Og for et par år siden var hun tilbage i London på en af Gorrisen Federspiels sjældne og eftertragtede udstationeringer hos det anerkendte advokatkontor Slaughter and May.

Partner i Gorrissen Federspiel Anders Ørjan Jensen fremhæver kombinationen af hårdt arbejde og internationale relationer som det, der får Charlotte Louise Thorsen til at skille sig ud.

Derudover understreger han den gode ballast, hun fik, da hun som advokatfuldmægtig sad i virksomhedens afdeling for Bank & Finans og var med i nogle af de store bankredninger, kapitalrejsninger og virksomhedsoverdragelser, der fandt sted i kølvandet på finanskrisen.

Charlotte Louise Thorsen

31 år, advokat, Gorrissen Federspiel

2009: Cand.jur., Københavns Universitet

2009: Advokatfuldmægtig, Gorrissen Federspiel

2012-: Advokat, Gorrissen Federspiel

2014: Foreign Associate, Slaughter and May, London