Burberrys gyldne fugl

For første gang nogensinde er en kvinde nu Storbritanniens mest velbetalte topchef. Det er Angela Ahrendts, chef for modehuset Burberry.

Foto: LEON NEAL

Kvindelige topchefer hænger ikke på træerne i britisk erhvervsliv. I hvert fald ikke helt deroppe i toppen, hvor vi taler om de 100 største børsnoterede virksomheder.

Her hænger der p.t. blot tre fuldmodne frugter. Og der er tilmed blevet færre af dem. For bare to år siden var der fem.

Til gengæld har én af dem – Burberrys Angela Ahrendts – sidste år tjent så godt, at hun som den første kvinde nogensinde har indtaget tronen som landets bedst lønnede topchef.

I regnskabsåret 2011-2012 lå hendes indtægt på 16,9 mio. pund – 147 mio. kr. – hvilket er næsten fem mio. mere end den nærmeste (mandlige) topchef. En stor del af pengene kommer dog fra realisering af tildelte aktiebonusser fra tidligere år. Og der er stadig et stykke op til forrige års topscorer, den udskældte og nu fratrådte chef for Barclays Bank, Bob Diamond. Han var oppe i over 20 mio. pund, før han fik sparket.

Lidt ironisk er det måske, at kvinden, som med så overvældende succes er klatret op ad den britiske karrierestige og har gjort det ærkebritiske brand til et globalt modefænomen, slet ikke er brite, men amerikaner. Som i øvrigt også førnævnte Bob Diamond. Lige så bemærkelsesværdigt er det, at Ahrendts til at begynde med slet ikke var tændt på jobbet, da Burberrys daværende chef, Rose Marie Bravo, ringede med tilbuddet. Hun havde allerede gjort karriere i Manhattans modeverden med 80-timers arbejdsuger og topposter hos bl.a. Donna Karan og Liz Claiborne og mente selv, at hun allerede havde verdens bedste job. Og privatlivet var efter 17 års langdistance-forhold til barndomskæresten Greg lige faldet på plads med »hus på landet, tre børn og hund«.

Burberry – et 157-årigt foretagende – var først lige begyndt at rejse sig fra en hensygnende tilværelse, hvor det karakteristiske ternede design var endt som en småtarvelig cliche, i 1990erne gerne forbundet med fodboldhooligans. I sidste ende blev Angela Ahrendts overbevist af en lang frokost med en tidligere kollega, den fremadstormende designer Christopher Bailey, der har spillet en central rolle i Burberrys forvandling. En fælles strategi blev nedfældet på en serviet. Og ærmerne smøget op.

Ahrendts vidste angiveligt i en tidlig alder, at hun ville noget med design og mode. Men hun opdagede hurtigt i studietiden, at hendes egentlige talent ikke var som designer, men snarere at have »meget stærke meninger om alt, hvad de andre lavede«. Ergo valgte hun at studere marketing og produktudvikling. Og styrede direkte mod Manhattans hektiske modeverden.

Lever og ånder for Burburry

I dag lever og ånder hun for Burberry i en grad, at den altid elegante kvinde næsten ikke ses i andet tøj. Men som noget sjældent i modebranchen er hun ikke drevet af ego eller image. Eller som hendes tidligere chef fra Liz Claiborne, Paul Charron, har udtalt:

»Folk vil gerne arbejde for hende, fordi hun er fuldstændig uden dikkedarer, og hun har et liv. Hun er rent talent og nul prætentioner.«

De lange arbejdsdage, der gerne starter før kl. 5 om morgenen, næres efter sigende med så store mængder Diet Coke, at Angela Ahrendts selv muntert har udtalt, at »mit blod er brunt«.

Men Burberrys forvandling har ikke altid gjort hende populær. Alene det første år fyrede hun hele designteamet i Hong Kong og lukkede fabrikker. Men det taler sit eget sprog, at både omsætning og aktiekurs i de mellemliggende syv år er mere end fordoblet. Og at Burberry i den grad har fået nyt liv som trendy modemærke. Makkerparret tilskrives også en stor del af æren for, at London og britisk modeindustri har fundet en ny plads på modens verdenskort.

Selv hævder hun at hente sin primære inspiration i Apple. »Det er en genial designvirksomhed, som arbejder med at skabe en livsstil. Sådan ser jeg også os.«