Bungee-jump til toppen: Medico-branchens nye dronning

Hun bliver den første kvindelige topchef blandt medicinalverdenens giganter, og sætter sig i spidsen for over 100.000 ansatte i GlaxoSmithKline. Emma Walmsley bliver dermed også den stærkeste kvinde i britisk erhvervsliv.

(Foto: AFP) Fold sammen
Læs mere

Det begyndte med et bungee-jump. Sådan har Emma Walmsley beskrevet sit skift til medicinalgiganten Glaxo­SmithKline for seks år siden. Hun kunne finde mange gode grunde til at blive i sit drømmejob i kosmetikkoncernen L’Oréal. Alligevel sprang hun. Og nu tager hun et spring til – helt op gennem glasloftet.

Til marts næste år bliver den 47-årige mor til fire den første kvindelige topchef blandt medicinalverdenens giganter, når hun afløser Andrew Witty og sætter sig i spidsen for over 100.000 ansatte i GlaxoSmithKline. I den verden er det stadig i udpræget grad mænd, der sidder på de tunge poster.

Emma Walmsley bliver dermed også den stærkeste kvinde i britisk erhvervsliv. Blandt de 100 største virksomheder på børsen i London har kun seks andre en kvinde som topchef, og GlaxoSmithKline er så langt den største: Det er Storbritanniens tredjestørste børsnoterede virksomhed med en markedsværdi svarende til godt 690 milliarder danske kroner.

Det er ikke et tilfælde, at braget gennem glasloftet sker i GlaxoSmithKline. Formanden, Philip Hampton, leder også et regeringsudvalg, der snart barsler med en rapport om, hvordan britiske virksomheder kan fremme kvinders adgang til de øverste ledelseslag. Han har altså handlet, før der er blevet sat ord på de anbefalinger – men har samtidig slået fast, at Emma Walmsley var den stærkeste kandidat. Hun beskrives som dynamisk, målbevidst og konkurrencemindet med international erfaring og et stærkt greb om branding. Bestyrelsens beslutning var enstemmig.

Ikke alle aktionærer bifalder dog valget. Emma Walmsley har primært erfaring fra forbrugsvarer gennem 17 år hos L’Oréal og hos Glaxo­Smith­Kline som chef for GSK Con­sumer Health, der tæller alt fra håndkøbsmidler som Panodil til tandpasta.

Derfor ventes hun at fortsætte Andrew Wittys strategi med at favne over både forbrugsvarer og lægemidler – imod pres fra visse investorer for at splitte koncernen op og fokusere på lægemidler.

Det var netop Andrew Witty selv, der i sin tid hyrede Emma Walmsley, da hun tog sit bungee-jump fra L’Oréal til GlaxoSmithKline.

»Jeg har aldrig primært defineret mig efter mit køn. Jeg opfatter ikke mig selv som kvinde i erhvervs­livet. Jeg opfatter mig som erhvervsperson,« sagde hun i en video på selskabets hjemmeside efter udnævnelsen til ny topchef.