Brandingprofessoren

Business branding: Majken Schultz, 50 år, professor på Copenhagen Business School, er en af Europas førende eks­perter i corporate branding. Med sin nye bog ”Taking Brand Initiative” flytter hun fokus til USA.

Som professor er det en pligt at vise udadtil, hvad man har at byde på, mener Majken Schultz fra CBS. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Majken Schultz, 50 år, har som professor på Copenhagen Business School opbygget et ry som Queen of Branding og er en af Europas førende eksperter inden for corporate branding.

Hendes akademiske platform er statskundskab, idet hun er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med Finansministeriet som første arbejdsgiver.

Men det var spændende, hvad de lavede med organisation på CBS, og det kom hendes ph.d. i 1988 til at handle om.

Siden har hun opbygget sit omdømme på at undervise studerende i krydsfeltet mellem identitet, corporate branding og omdømme. Ligesom hun har rådgivet virksomheder som Novo Nordisk, Danisco, Danfoss og Lego. I Lego havde hun endog en konsulentansættelse i tre år.

Desuden er hun en flittigt benyttet skribent og kilde i erhvervsmedierne.

“Det er vigtigt at vise, hvad man har at byde på udadtil. Som professor er det en slags pligt. Det er en del af vores opgaver. Og det er vigtigt for CBS som international undervisnings- og forskningsvirksomhed at have fyrtårne blandt underviserne, der kan være med til at skabe opmærksomhed og fremvise undervisnings- og forskningsresultater. Jeg har så i den forbindelse været heldig at interessere mig for et område, der tiltrækker sig stadig større opmærksomhed i den generelle, kommercielle prioritering. Men undervejs har jeg også lært afgrænsningens kunst og at kunne sige nej,” siger Majken Schultz.

Hun blev opmærksom på metodikken i business branding, da hun sammen med direktør Mogens Holten Larsen fra reklamebureauet Bergsøe 4 skrev bogen “Den udtryksfulde virksomhed” i 1998 og blev introduceret til den systematiske markedsføring af en kommerciel bog og gennem sit arbejde med Reputation Institute.

Bog gav indsigt
“Bogen solgte i 7.000 eksemplarer – o.k. for en dansk fagbog. Den bidrog til et løft i omdømme gennem omtale i aviser og dagblade. En dag blev jeg kontaktet af min gamle censor fra Københavns Universitet, som var bestyrelsesformand for Realkredit Danmark. Han skulle bruge et bestyrelsesmedlem, og det skulle være en kvinde. Det havde jeg ikke problemer med at sige ja til. De ville vel ikke have taget mig, hvis de ikke syntes, jeg havde haft kvalifikationerne,” siger Majken Schultz.

I dag er hun en af få danske kvinder med tunge bestyrelsesposter: Danske Bank, Cowi A/S, Realdania, Dansk selskab for Virksomhedsledelse, ligesom hun er næstformand i Børnehjertefonden og i den faglige ledelse af Reputation Institute.

“Så har jeg nok på min tallerken. Jeg har ikke ambition om at gå ind i ledelse på fuld tid. Jeg brænder for forskning og kan ikke undvære det. Men derfor var jeg utroligt glad for konsulenttiden i Lego Group, hvor jeg brugte det meste af min tid på at strukturere, perspektivere og forenkle i forhold til udviklingen af en ny brandstrategi og starten på implementering. Sådan en opgave kunne jeg godt tænke mig igen,” siger Majken Schultz.

Gode læremestre
Majken Schultz berømmer sine læremestre. I bestyrelsesarbejdet har Jørgen Nue Møller været en meget god læremester og en anden central person er den internationale brandingguru Wally Olins.

Han har bl.a. skrevet forordet til hendes seneste bog, som hun har skrevet sammen med adjungeret professor Mary Jo Hatch. Titlen er “Taking Brand Initiative: How Companies Can Align Strategy, Culture and Identity Through Corporate Branding”, og den er udgivet på amerikansk forlag.

“Den er blevet til med støtte fra the Corporate Brand Initiative, som er etableret af Lego Group, Nissan, Johnson & Johnson, Novo Nordisk, Sony, Boeing, Telefónica og ING, som også har bidraget med cases. Den kommer på et amerikansk forlag i ønsket om at komme bredere ud – og så har det også en flash effekt. Og det er nødvendigt, hvis man vil gøre sig gældende i det amerikanske forskermiljø. Det er som bekendt et stort land, men vi forsøger,” fortæller Majken Schultz.

Bedste Branding
Udarbejdet og kommenteret af analysechef Niels Christiansen fra medie­databasen Infomedia. Udvælgelsen sker på basis af aktuel omtale – ud over det rent virksomhedsstrivielle – i Berlingske Business, Børsen, Erhvervsbladet.dk, Morgenavisen Jyllands-Posten og TV2/Finans.

1. Lars Johansen, 63 år, administrerende direktør i FIH Erhvervsbank, har siden 1998 med sikker hånd og en vis portion vovemod stået for den omfattende forandringsproces, der har transformeret banken fra “en støvet halvoffentlig institution til en toptunet nichebank for erhvervslivet”, som det hed i et interview i Berlingske Tidende for nylig.

Som et datterselskab af islandske Kaupthing Bank kan finanskrisen betyde et salg af FIH Erhvervsbank, og Lars Johansen tilskrives her en stor del af æren for, at banken ventes at kunne sælges for et milliardbeløb.

2. Birgit Aagaard-Svendsen, 52 år, direktør i J. Lauritzen, cementerede sin position med udnævnelsen til “årets erhvervskvinde 2008”. Foruden en stærk karriere i J. Lauritzen har hun flere tunge poster.

I 1995 blev hun valgt ind i bestyrelsen i Danske Bank, og hun er medlem af bestyrelsen for Metroselskabet og Rådet for det Norske Veritas. Senest har hun markeret sig som formand for Infrastrukturkommissionen.

3. Christian Hoff, 43 år, administrerende direktør for YX Energi Danmark og Norge, var som direktør for 7-Eleven i perioden 2001-2006 idémanden bag det norske moderselskab Reitan-gruppens opkøb af YX Energi, det daværende Hydro Texaco.

Opkøbet sikrede 7-Eleven butikker i de mange tankstationer, og Christian Hoff blev sat i spidsen for YX Energi.

Christian Hoff har også flere bestyrelsesposter, bl.a. i Oliebranchens Fællesrepræsentation, og som formand for bestyrelsen i SMC-Biler.