»Branchen har brug for os«

De er to forskellige steder i deres karriereforløb. René Høyer Jørgensen har været 20 år på arbejdsmarkedet og er halvvejs igennem arbejdslivet, mens Annette Jørgensen blev færdiguddannet for halvandet år siden. De er begge ledige og var med DJØF på bådtur i København. Og de ser muligheder i den maritime branche

Annette Jørgensen og René Høyer Jørgensen er hver især to forskellige steder i deres arbejdsliv. Hun lige begyndt, han været i gang i 20 år. Begge er de dog ledige og håber at kunne fortsætte karrieren i det maritime erhverv. Fold sammen
Læs mere

»Jeg har aldrig overvejet at søge arbejde inden for det maritime. At komme ud og høre, hvilke udfordringer og fremtidsplaner virksomhederne har, åbner en ny verden for mig. Det lader til, der er masser af muligheder,« siger Annette Jørgensen. Hun er uddannet i engelsk-europæiske studier fra CBS, og som forestiller sig, at hun kan bidrage med branding og virksomhedskommunikation.

Interesse og jobmulighed

René Høyer Jørgensen, der har været ledig i et halvt år, er uddannet i statskundskab og har blandt andet erfaring fra flere ministerier.

Han bemærker fra turen, at virksomhederne virker oprigtigt interesserede i DJØFere, men at de virker lidt usikre på, hvad de kan få ud af at ansætte akademikere.

»Jeg tror, at mange af virksomhederne har brug for folk, der kan være med til at professionalisere og effektivisere arbejdsgangen. Der er hele tiden større krav til specialviden om juridiske og politiske forhold som EU-regulering og marketing. Det er det, vi kan bidrage med og er uddannede til.«

Anette Jørgensen er så begejstret, at hun vil opsøge muligheden for et job.

»Selv om jeg ikke har nogen viden inden for området, har jeg nogle kompetencer, jeg tror, de kan bruge. Derfor har jeg tænkt mig at ringe til dem og få en snak. Forhåbentlig kan det føre til et job,« siger Annette Jørgensen.