BonBon-manden tilbage i slikbranchen

Stifteren af BonBon-Land, Michael Spangsberg, etablerer en ny fabrik, der skal fremstille chokolade til reklamegaver og til kundefremstød. Produktionen starter nu.

Foto: Michael Altschul/Visuel Medier
Efter at den 52-årige Michael Spangsberg solgte BonBon-Land i sommeren 2007, var han nødt til at tage sig en puster. Han solgte virksomheden af helbredsmæssige årsager efter 17 års drift.

Han led af folkesygdommen stress. Men ni måneder efter – i foråret 2008 – begyndte han at kede sig, og han har denne novemberdag inviteret til besøg på Spangsbergs Chokoladefabrik i Tåstrup, hvor han giver sit første interview i 16 måneder.

Han står bøjet over maskinen i de flunkende nyistandsatte fabrikslokaler og drejer på flere håndtag samtidig, mens han justerer cellofanen, der skal pakke de små marcipanbrød ind. Han er korrekt klædt på efter fødevarekontrollens anvisninger med hvid kasket af plast og i hvid kittel med navnetræk.

“Ni måneder efter jeg solgte BonBon-Land, begyndte jeg at kede mig. Jeg fandt ud af, at jeg gerne ville lave noget god gammeldags chokolade, som smager godt. Noget chokolade, der smager efter mere. Når man har spist et stykke, vil man gerne have et til. Ikke sådan noget moderne chokolade, der er så bittert, at man efter et lille stykke har fået nok. Kvalitetschokolade med rigtige råvarer,” siger Michael Spangsberg, Spangsbergs Chokoladefabrik.

Det er ikke meningen, chokoladerne fra Spangsberg skal lande på hylderne i landets detailbutikker. Målgruppen er firmaer, der vil bruge chokoladen til repræsentation, som gaver, til kundebesøg, til markedsføring med eget logo – kort sagt en slags fordøjelig markedsføring, nøjagtig som firmaer, der får lavet vingaver. Her handler det bare om chokolade.

Mens han taler, kommer produktionschefen ind.

“Det er marcipan med rom og rosiner – de bliver serveret rå,” forklarer produktionschefen. Rå i chokoladesprog vil sige uden chokoladeovertræk.

Michael Spangsberg byder af de indbydende rå marcipan-hjerter, og det smager bare af rigtige råvarer. Det smager efter mere. Hans øjne lyser af glæde.

“Jeg behøver slet ikke at få chokolade på, jeg kan sagtens spise dem sådan her. De er godkendt,” siger han til produktionschefen.

Mobiltelefonen ringer. “Den bliver jeg lige nødt til at tage.”

“Nu vil de forsøge at finde ham, som tidligere har repareret maskinen. Jeg ved, han kan lave den. Og de første leveringer skulle have været i dag, og jeg hader ikke at kunne holde mine aftaler,” siger Michael Spangsberg, hvis chokoladefabrik efter planen skulle have været i gang i september, men nu går i produktion for at få sin andel af julegavebudgetterne.

På højkant
Problemet er, at de små marcipanbrød stiller sig på højkant, når de kommer ind på slæden, hvor cellofanet rulles om. Derfor stod Michael Spangsberg tidligere bøjet over maskinen for at finde fejlen, men har nu i stedet sat en eftersøgning i gang efter den reparatør, som engang reparerede maskinen.

Da Michael Spangsberg solgte BonBon-bolsjerne og Bogø chokolade til Toms Fabrikkerne i 2001, beholdt han sin maskinpark. Den gode gamle chokolademaskine er blevet støvet af og kommer nu til ære og værdighed igen i en ny chokoladefabrik.

Foruden chokoladefabrikken ejer Michael Spangsberg også virksomheden Eurogran, som leverer kaffe og kakao til mange automater rundt om i firmaer. Virksomheden i Kalundborg har 800 leverandører som kunder, der alle har ansvar for at fylde automater i kantiner, skoler, banegårde, restauranter og hoteller.

Rider på to heste
Med etableringen af chokoladefabrikken og ejerskabet af Eurogran, vil han nu ride på to heste. Først sælge chokolade som en slags merchandise til reklamegavefirmaer. Men derudover også bruge Eurograns europæiske salgsnetværk.

Når kaffeleverandørerne alligevel er på besøg hos virksomheder og sælger varme og kolde drikke i pulverform, kan de måske også sælge noget kvalitetschokolade.

Selv om han er glad for produktionschefens lækre rå marcipan med rom og rosin, sidder han stadig og tænker på, hvorfor marcipanbrødene rejser sig op, når de bliver ført ind på slæden.

Mobiltelefonen ringer. “Den bliver jeg altså nødt til at tage.”

“Nu har de fundet ud af, hvor reparatøren er. Det ender med at blive en god dag. Jeg kan godt lide det her. Det er meget nede på jorden. Det er faktisk det, jeg synes, der er rigtig sjovt ved at drive virksomhed. At være med til at få en maskine til at køre, at løse de dagligdags problemer, og når de er løst, kaster jeg mig over andre problemer,” siger Michael Spangsberg.

Vi sidder i firmaets kommende kantine, der bliver indrettet i en tidligere fabrik for en legetøjsgrossist. Udvendigt bliver den malet “chokoladebrun”, så det bliver en rigtig chokoladefabrik.

Måske vil finanskrisen også mærkes her.

“Ikke endnu. Vi håber heller ikke, det sker. Men det er jo en stor ballon, hvor luften er begyndt at sive ud, og nu handler det om at få lukket hullerne. Når vi leverer kaffe og kakao til den leverandør, der fylder alle Volvos automater op, og jeg kan læse i avisen, at de har opsagt 4000 medarbejdere, så er der jo færre medarbejdere til at trække kaffe og kakao – ikke?” spørger Michael Spangsberg.

Mobiltelefonen ringer. “Klokken ni i morgen. Han ved godt, det er lørdag, ikke? Okay, vi arbejder også i weekenden. Hele weekenden, hvis det skal være.”

“Fedt – han kommer i morgen, nu kører det.”