Børnepasning er nøglen til din karriere

Danske forældre vil gerne pleje karrieren lidt mere - hvis ellers de kan finde fleksibel børnepasning.

En tredjedel af danske forældre ville være parate til at arbejde mere, hvis der var mulighed for at få ordentlig børnepasning. Det viser en ny international arbejdspladsundersøgelse fra det globale personalebureau Kelly Services.

Men ventelisterne på børnepasning, som er blandt de længste i verden, forhindrer mange forældre i at vende tilbage til arbejdet.

I alt 35 procent af forældrene sagde, at de ville arbejde længere eller være mere produktive på arbejdet, hvis de kunne finde ordentlig børnepasning. Mange af dem, der gerne vil arbejde mere, er højt uddannede og vil gerne genoptage deres karrierer.

The Kelly Global Workforce Index adspurgte omkring 70.000 personer i 28 lande, deraf mere end 1.000 i Danmark.

45 procent af de danske forældre sagde, at den største forhindring i forbindelse med at finde ordentlig børnepasning var ventelisterne. Det var det højeste af alle landene i undersøgelsen. Andre mindre vigtige faktorer var kvaliteten af servicen (22 procent), rejsetid (7 procent) og pris (5 procent).

Yngre forældre bekymrede sig mest om ventelisterne, mens ældre forældre bekymrede sig mest om kvaliteten af servicen.

"Undersøgelsen viser, at der er en masse mennesker, der ville være mere produktive, hvis bare de kunne finde tilstrækkelig børnepasning," siger Kelly Services' administrerende direktør i Danmark, Henrik Bruun.

Af de, der ville være parate til at arbejde længere, er mange højt uddannede, hvoraf 21 procent har universitetsuddannelser.

"At finde den rette børnepasning kan være en svær opgave for mange, der gerne vil have deres familieliv og arbejdsliv til at hænge sammen. Mange af de, der gerne vil engagere sig mere på deres arbejdsplads, er universitetsuddannede eller har haft succesrige karrierer, før de fik børn, så de kan være meget produktive, når de genoptager arbejdet", siger Henrik Bruun.

"Disse mennesker udgør en vigtig national ressource. Der er blevet investeret meget i deres uddannelse, men deres værdi for samfundet og økonomien går tabt på grund af manglen på børnepasningsmuligheder. Arbejdsgivere kan ofte hjælpe til ved at skabe familievenlige arbejdspladser, fleksible arbejdstider eller muligheden for at arbejde hjemmefra", siger Henrik Bruun.

Undersøgelsen viste, at kun seks procent af alle de adspurgte forældre ikke benyttede sig af børnepasning. I alt 80 procent benyttede sig af offentlig børnepasning, syv procent benyttede sig af offentlig støttet privat børnepasning, og 3 procent benyttede sig af privat børnepasning.