Bliv rig som pensionist: Sådan sparer du op - så lidt skal der til

Få en langt sjovere seniortilværelse ved at indbetale lidt ekstra om måneden til din pension – og samtidig kan du udnytte en skattefordel

Det er nok de færreste danskere, der drømmer om at leve på en sten som pensionister. Der må gerne være råd til en nogenlunde komfortabel bolig, god mad, rejser og andre fornøjelser. Men har du undersøgt, om du sparer nok op til den seniortilværelse, du gerne vil have?

Brian M. Rasmussen, der er privatøkonomisk rådgiver hos Uvildige.dk, forklarer, at der kan være skattefordele ved at spare op i en pensionsordning.

For danskere, der ønsker at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet end ved folkepensionsalderen, kan det være en seriøs overvejelse værd at spare ekstra op ...

LOG IND PÅ B PLUS og læs meget mere om, hvordan du booster din pension og undgår modregning. Her får du guide, tips og tricks til opsparing samt en overskuelig oversigt over hvordan dine pensionspenge vokser over tid. Sådan bliver du rig som penisonist, og så enkelt er det ...

Det får du:

  • Artikel om privatøkonomi: Giv din pension et boost ...
  • Fakta: Nyt pensionsfradrag
  • Artikel om sparefælde: ... men pas på modregning
  • Oversigt: Sådan vokser dine pensionskroner
  • GUIDE: Sådan kan du spare op

Få en langt sjovere seniortilværelse ved at indbetale lidt ekstra om måneden til din pension – og samtidig kan du udnytte en skattefordel

Det er nok de færreste danskere, der drømmer om at leve på en sten som pensionister. Der må gerne være råd til en nogenlunde komfortabel bolig, god mad, rejser og andre fornøjelser. Men har du undersøgt, om du sparer nok op til den seniortilværelse, du gerne vil have?

Nye beregninger, som PensionDanmark har foretaget for BT, viser at selv en mindre månedlig ekstra-indbetaling til pensionsordningen kan gøre en stor forskel, når man en dag trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Ved at sætte lidt ekstra til side hver måned, kan du få pensionen til at vokse betydeligt på grund af det løbende afkast.

Beregningerne viser eksempelvis, at en 35-årig, der sætter blot 250 kr. ekstra ind om måneden på sin pensionskonto, kan se frem til en ekstra årlig udbetaling som pensionist på 13.800 kr. over en 10-årig periode.

»Det er summen af de mange års indbetalinger og forrentning, der gør, at selv små beløb tidligt i arbejdslivet kan blive til rigtig mange penge, når man når til pensionsalderen,« siger Jens-Christian Stougaard, der er direktør i PensionDanmark.

Har man råd til at sætte noget mere til side, så kan det give en stor gevinst i sidste ende.

Tager man udgangspunkt i f.eks. en 45-årig, der sætter 1.500 kr. ind om måneden, så vil den årlige udbetaling fra ratepensionen som pensionist blive øget med 52.100 kr., viser tallene fra PensionDanmark. Så er der i hvert fald råd til et par gode charterrejser.

Lavere skat på pensionsafkast

Brian M. Rasmussen, der er privatøkonomisk rådgiver hos Uvildige.dk, forklarer, at der kan være skattefordele ved at spare op i en pensionsordning. Årsagen er, at du kun skal betale 15,3 procent i skat af afkastet på pensionsopsparingen, hvorimod skatteregningen lyder på mellem 27 og 42 procent for opsparing i frie midler, f.eks. en bankkonto.

»Fordelen ved den lavere afkast-skat kan have en stor effekt på lang sigt,« siger Brian M. Rasmussen.

Han understreger dog, at man skal kunne undvære pengene frem til pensionsalderen.

»Pengene er bundet, og man kan ikke få dem ud før tid. Så du skal lige tænke over, hvad der sker, hvis du pludselig skal bruge nogle penge. Det kan være, at du bliver skilt eller skal have en ny bolig,« påpeger Brian M. Rasmussen.

Spar ekstra op

For danskere, der ønsker at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet end ved folkepensionsalderen, kan det være en overvejelse værd at spare ekstra op, påpeger han:

»Det er en god idé at kigge på pensionsinfo.dk, hvor du kan få et overblik over, hvad du kommer til at få udbetalt som pensionist. Hvis du gerne vil stoppe med at arbejde som 63-årig, så kan det godt være, at du skal spare ekstra op nu, så du har mulighed for at stoppe før tid,« siger Brian M. Rasmussen.

Han påpeger, at det er værd at skrue op for din arbejdsmarkedspension frem for at oprette en privat ordning, forklarer den økonomiske rådgiver:

»En arbejdsgiverordning er typisk væsentligt billigere i gebyrer sammenlignet med en privat pensionsordning,« fastslår Brian M. Rasmussen.

For danskere med dyr gæld er det dog i de fleste tilfælde den bedste løsning at få den ud af verden, inden man øger pensionsindbetalingen.

»Det er klart, hvis man f.eks. har kreditgæld med meget høj rente, så vil det typisk være en fordel at nedbringe den først. Så det er hele tiden en afvejning af, hvad der bedst kan betale sig,« siger Jens-Christian Stougaard.

... men pas på modregningen

Selv om det i mange tilfælde kan være fornuftigt at sætte nogle ekstra penge af til alderdommen, så advarer eksperter om en fælde.

Det er en fælde, der kan ramme en gruppe danskere: Den såkaldte modregningsproblematik.

Hvis du er i den kategori af pensionister, der er berettiget til folkepensionens tillægsydelse, så er det ikke sikkert, at det kan betale sig at spare op i en traditionel rate- eller livsvarig pension. Som reglerne er i dag, risikerer du at blive modregnet i den offentlige ydelse, som er et beløb på knap 77.000 kr. om året før skat for enlige og 37.632 kr. for gifte/samlevende – ud over folkepensionens grundbeløb.

Modregningsproblemet rammer især danskere i mellemindkomst-gruppen, som ikke betaler topskat.

Folkepensions-tillægget bliver gradvist sat ned, hvis man som pensionist har årlige indtægter over 68.400. kr. ved siden af folkepensionen. Tjener man over 316.900 kr., bortfalder tillægget helt.

En dårlig forretning

»Man skal være opmærksom, hvis man ligger i den gruppe, som risikerer at en få modregning. Hvis man kun får 37 procent i fradrag ved indbetalingen og så skal betale 37 procent i skat ved udbetalingen, og man så oven i købet bliver straffet, fordi man får mindre pensionstillæg, så er det en decideret dårlig forretning at gøre det,« forklarer Brian M. Rasmussen, der er privatøkonomisk rådgiver hos Uvildige.dk. Han tilføjer, at folk kan bruge aldersopsparingen som et alternativ til rate- og livsvarig pension, fordi den ikke bliver modregnet i offentlige ydelser. Du kan indbetale op til 28.900 kr. på en aldersopsparing om året.