Bliv klædt på til lønforhandlingen

Lotte Spanggaard, forhandlingsdirektør hos Dansk Magisterforening, har en række bud på, hvordan man bedst klarer den årlige lønforhandling.

»Vi gør alle sammen en masse gode ting hver dag, men det er vigtigt at gøre sin chef opmærksom på dem,« siger Lotte Spanggaard, forhandlingsdirektør i Dansk Magisterforening, hvis medlemmer har oplevet en gennemsnitlig lønfremgang på godt 3,5 procent det seneste år. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Læs mere
Fold sammen

Hvordan får man mere i løn?

»Vi gør alle sammen en masse gode ting hver dag, men det er vigtigt at gøre sin chef opmærksom på dem. Når man gør det, kaldes det en løbende lønforhandling.

Forud for selve lønforhandlingssamtalen skal man forberede sig godt – det gør man ved at kontakte fagforeningen for at finde ud af, hvordan lønniveauet er, så man ved, hvad der er realistisk.

Derudover skal man skrive sine resultater ned. Det kan være en god idé at sende dem til sin chef, så han/hun er klædt på. På den måde kender chefen ens forventninger, og man har på forhånd redegjort for, hvorfor man mener, at man er berettiget til lønforhøjelse.«

Hvad kan man forhandle om?

»Lønforhøjelse, men også højere pensionssats, tillæg, kurser, ekstra ferie, mobil, betalt abonnement.«

Hvad skal man være opmærksom på, når man sidder til forhandlingen?

»At spørge og lytte. Det er vigtigt at lytte til, hvor der er en åbning og et fælles grundlag, for hvor der er noget at hente. Man skal ligeledes være opmærksom på at have lavet en prioriteringsliste over ens krav, men samtidig skal der være plads til at ændre ens udspil.

Et godt udgangspunkt vil desuden være at skyde højere, end det man forventer at få ud af forhandlingen.«

TV: Sådan får du mere i løn

 

Hvad er det værste, man kan gøre ved en lønforhandling?

»At begynde at true: »Hvis du ikke giver mig lønforhøjelse, gør jeg sådan og sådan …«

Hvad er så det bedste, man kan gøre?

»At lytte efter og øjne mulighederne. Og så skal man stole på sig selv, være rolig, velovervejet, have saglige argumenter og turde fortælle, at man dels har fortjent den lønforhøjelse, men også hvorfor.«

Hvordan håndterer man et nej?

»Hvis man får et blankt nej, skal man sørge for at afslutte mødet ordentligt. I bund og grund er lønforhandlingen en samtale om ens resultater. Man kan sige: »Det var ikke det, jeg havde regnet med. Men jeg ser frem til at mødes igen.« På den måde viser man, at man ikke giver op, og så skal man huske, at så snart man træder ud ad døren, starter den nye lønfor­handling.«