Birgit W. Nørgaard, 60 år, bestyrelsesmedlem (DSV, NNE Pharmaplan, NCC International, Dansk Vækstkapital m.m.)

»Jeg troede, jeg havde set om ikke alt, så ganske meget, men det her trodser enhver beskrivelse,« sagde Birgit W. Nørgaard til Berlingske i 2013.

Entreprenørvirksomheden Pihl & Søn var netop gået konkurs. Birgit W. Nørgaard havde året forinden indtaget formandsposten i bestyrelsen, men virksomheden stod ikke til at redde.

Hun er på listen over bestyrelsesmedlemmer hos en lang række virksomheder, såsom transportvirksomheden DSV, NNE Pharmaplan, Dansk Vækstkapital og statens IT-råd. Også i udlandet er der bud efter hende. Birgit Nørgaard sidder i bestyrelsen for svenske NCC og canadiske WSP.

Før Birgit W. Nørgaard indledte sin bestyrelseskarriere var hun underdirektør i Danisco og siden CEO i  Carl Bro, der blev solgt til hollandske Grontmij. Endnu tidligere i karrieren var hun konsulent hos McKinsey.