Birgit Aaby: Den risikovillige løvinde

Birgit Aaby. NIELS AHLMANN OLESEN

Birgit Aaby, 50 år, ejer, Combi Service

Birgit Aaby startede for 20 år siden rengøringsfirmaet Combi Service, der i dag har mere end 200 ansatte. Nøglen til succes i rengøringsbranchen er fokus på medarbejderne.

»Jeg har det sådan, at mine medarbejdere nærmest er vigtigere end mine kunder, fordi så ved jeg, at jeg har noget stabilitet. Og det er også derfor, vi tjener penge. Det er der ikke mange, der gør i vores branche,« fortalte hun til TV2 News i 2018. Og man skal som person være risikovillig.

»Jeg turde tage nogle chancer, da jeg var gravid. Jeg var presset, for der skulle mad på bordet, og jeg havde ingen uddannelse. Derfor vil jeg, når jeg holder foredrag, gerne slå et slag for, at vi kvinder bliver mere modige og tør gøre nogle ting, som er lidt usikre,« sagde hun til Femina i 2018.

Birgit Aaby blev kendt i den brede offentlighed som en af de interesserede, men kritiske investorer i DR-programmet »Løvens Hule«.