Bestyrelsesposter kræver mere sved på panden

Erfaring og kompetencer bliver stadig mere afgørende, når der skal findes folk til de tunge bestyrelsesposter. En professionel bestyrelsespost kræver cirka 200 timer om året.

Der bliver stillet nye krav, når de tunge bestyrelsesposter i dansk erhvervsliv skal besættes, fortæller blandt andre headhunteren Stephen Bruyant-Langer, senior client partner, Korn/Ferry International. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Finanskrisen har sat ny dagsorden i de danske bestyrelseslokaler. Mere end nogensinde er der fokus på kompetencer og erfaring. Derimod betyder vennerne fra VL-gruppen mindre, og der bliver færre advokater på formandsposterne.

Sådan lyder det samstemmende fra en række ledelseseksperter. Det skriver Morgensavisen Jyllands-Posten.

Seniorpartner Stephen Bruyant-Langer fra headhuntervirksomheden Korn/Ferry International påpeger, at de personer, som i dag er i spil til de tungeste formandsposter, som regel har en finansiel eller industriel baggrund.

Bestyrelsesarbejdet er blevet professionaliseret, og tidsforbruget for den enkelte er vokset.

”Man regner med, at en professionel bestyrelsespost kræver cirka 200 timer om året. Det er ikke usædvanligt. Altså er det væsentligt at gøre op med sig selv, hvor lang tid bestyrelsesarbejdet faktisk kræver,” siger Stephen Bruyant-Langer.

Mens senioranalytiker og direktør i Dansk Aktieanalyse Peter Falk-Sørensen mener, at det er godt det samme, at advokaterne er på vej ud som formænd for bestyrelserne.

Det var måske nok en tryghed at have en topadvokat siddende på formandsposten. Men nogen dygtig leder var han næppe, lyder budskabet.

”I kraft af sin uddannelse må en jurist antages at være defensiv – ikke offensiv og konstruktiv for virksomhedens drift,” siger Peter Falk-Sørensen.