Bestyrelseskonge og naturmenneske

Den 67-årige erhvervsmand Torben Nielsen, nyudnævnt bestyrelsesformand i Sydbank, har fart over feltet. Han er ikke blot formand eller næstformand for en række bestyrelser, han er også fiks på fingrene.

Torben Nielsen har mange jern i ilden. Hver uge, som regel om søndagen, løber han sammen med to venner. Det bliver afsluttet med en tur i sauna. Hverdagene går med at passe arbejdet i en række bestyrelser. Foto: Sydbank Fold sammen
Læs mere

I dag vender Torben Nielsen hjem til bopælen i Haslev fra den årlige mandetur med to tidligere kolleger fra finansverdenen. Trioen travede i går dagen lang rundt om Esrum Sø ved Fredensborg. Med til turen hørte bl.a. middag og overnatning på et mindre nordsjællandsk hotel.

Jo, den tidligere nationalbankdirektør Torben Nielsen er et naturmenneske, der forstår at hygge sig i gode venners lag.

Han er en handlingens mand, der har det bedst med at lave noget, hvad enten det handler om arbejde eller oplevelser i fritiden.

Siden han i 2011 stoppede som direktør i Nationalbanken, har Torben Nielsen haft stribevis af bestyrelsesopgaver i bank-, forsikrings- og kulturverdenen. I dag er han således bl.a. formand i Sydbank, Investeringsforeningen Spar­invest, Investeringsforeningen Sparinvest SICAV i Luxembourg og EIK Banki på Færøerne.

Den flittige Torben Nielsen er ligeledes næstformand for Tryg Forsikring og formand for Museum Sydøstdanmark, der bl.a. omfatter Danmarks Borgcenter i Vordingborg, Næstved Museum og Møns Museum. I sidste uge blev den højt respekterede erhvervsmand, der er kendt for at have integriteten i orden, udnævnt til bestyrelsesformand for Danmarks fjerdestørste bank, Sydbank.

At der er gisninger om, at en af hans vigtigste opgaver kan blive at gøre Sydbank klar til en kommende bankfusion, glider han af på ved at sige, at det er der absolut ikke noget om.

Det skal Torben Nielsen jo ligesom sige, selv om det er tilfældet. Alt andet ville være dumt. Men at Sydbank gerne vil være større og er interesseret i at overtage mindre banker, lægger Torben Nielsen ikke skjul på.

Den sjællandske bondesøn er en mand, der har haft stor betydning for danskernes daglige pengesager. I 15 år var den tårnhøje mand med den tillidsvækkende og rolige stemme nemlig chef for Nationalbankens seddeltrykkeri og Den Kgl. Mønt. Han var en del af den trio, der styrede Danmarks Nationalbank.

Torben Nielsen er opvokset på en gård syd for Faxe på Sydøstsjælland. På både faderens og moderens side har familierne været bønder på henholdsvis Møn og Fejø, og det i mange, mange generationer tilbage. Den samfundsengagerede Torben Nielsen følger fortsat med i udviklingen i landbruget og landbrugets virksomheder. Derfor piner det ham meget, at Danish Crown i sidste uge meddelte, at der bliver fyret 280 medarbejdere på slagteriet i Ringsted, engang en af Vestsjællands største arbejdspladser.

Fritidshåndværkeren Torben Nielsen nyder at arbejde i haven ved parcelhuset i Haslev, hvor han bor sammen med hustruen, Kirsten. Han ejer flere huse, som han selv har sat i stand og lejer ud. Jo, når man hedder Torben Nielsen og er 67 år, er det ingen hindring for at have et aktivt liv på mange fronter.