Berit Behring: Danske Banks eneste topkvinde

Berit Behring Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Berit Behring, 53 år, bankdirektør og chef for Wealth Management i Danske Bank

Kun to kvinder har formået at blive en del af den allerøverste ledelse i Danske Bank, siden banken blev stiftet i 1871. Den ene – og den eneste nuværende – er svenske Berit Behring, som siden september 2019 har været chef for Wealth Management og en del af storbankens direktion.

Siden hun startede sin karriere i 1990, har Berit Behring været fast inventar i den europæiske finansielle sektor, blandt andet hos Handelsbanken, Nordea, BNP Paribas og ABN Amro. Men det lå ellers ikke i kortene at Berit Behring skulle blive en toneangivende bankkvinde. I mange år var hun nemlig overbevist om, at hun skulle være lærer, men hun besluttede efter gymnasiet at læse nationaløkonomi og statistik på Örebro Universitet.

Berit Behring har i et interview med Berlingske fortalt, at hun oplever, at mange kvinder allerede mister interessen for finans i skolen, fordi de ikke ser sig selv repræsenteret i toppen af finansverdenen.

»Jeg er overbevist om, at flere kvinder i ledelsen skaber bedre resultater. Derfor har vi en interesse i at komme ud i skolerne og forsøge at vække interessen for finans. Desuden er jeg overbevist om, at mange kvinder vil synes, det er spændende at arbejde i finans- og banksektoren,« sagde hun.