Baseball-stjerne overhaler Beckham på grundlønnen

Det er alle indtægterne uden for banen, der gør David Beckhams nye kontrakt meget stor. Og selv der overhales han klart af andre sportsstjerner (Opdateret 19.20).

David Beckhams guldrandede kontrakt med det amerikanske fodboldhold Los Angeles Galaxy er i medierne blevet omtalt som den måske største kontrakt i sportens historie. Ifølge diverse pressekilder løber kontrakten over en fem-årig periode op i 1,4 mia. kr.

Kontrakten er usædvanlig stor, specielt taget i betragtning at David Becham er på vej ind i sin karrieres efterår, men faktisk findes der flere sportsstjerner, der klart overhaler David Beckham - både hvad angår grundlønnen, for de rent sportslige forpligtigelser, men så sandelig også de indtægter der strømmer ind som følge af marketing-aktiviteter uden for banen.

Hvis vi starter med David Beckhams grundløn, så er den ifølge flere amerikanske pressekilder på 115 mio. kr. om året. Det beløb er inklusive et sign-on fee, men uden de lukrative reklameindtægter, der kan komme oven i, hvis David Beckham, og det gør han jo nok, vælger at lade virksomheder kæde deres produkter eller aktiviteter sammen med brandet David Beckham. Altså er der tale om den løn, han får, for at passe sin træning og spille kampe for LA Galaxy.

Det er en meget høj grundløn, men i New York løber der faktisk en jævnaldrende fyr rundt ved navn Alex Rodriquez, der spiller baseball for Yankees. Denne hårdtslående gut indgik i 2001 en rekord-kontrakt med Texas Rangers, hvor han kunne indkassere en årlig grundløn, vel og mærke over hele ti år, på 145 mio.kr., mod Beckhams årlige grundhyre på 115 mio. kr. I 2004 vendte Rodriquez imidlertid tilbage til sin hjemby New York, da han indgik kontrakt med Yankees.

Et andet lys at vurdere Beckhams kontrakt i er ved at sammenligne den med tilsvarende aftaler omhandlende nogle af sportens andre store profiler som golfspilleren Tiger Woods og den nu pensionerede Formel 1-racerkører, Michael Scumacher. Begge stjerner er såkaldte individuelle stjerner, der ikke er en fast del af et hold, og den type stjerner har ligesom tennisspillere og boksere alle dage tjent flere penge end holdspillerne.

Selv hvis man kigger optimistisk på Beckhams kontrakt, der kan indbringe ham 280 mio. kr. om året inklusive reklameindtægter, så er den faktisk temmelig beskeden sammenlignet med de pengestrømme, der tilfalder andre sportsstjerner på årlig basis.

Tiger Woods er den højest betalte sportsstjerne i verden, med samlede indtægter i 2005 på mere end en halv mia. kr. Michael Schumacher havde i 2004 sin højeste indtjening, da han kunne sætte 462 mio. kr. ind på bankbogen.