Bankdirektører fyrer man ikke

Også middelmådige bankdirektører har stor jobsikkerhed. Det forklares normalt med svage bestyrelser. Men da bankdrift i sin essens er pyramidespil, som kun fungerer, så længe tilliden er der, kan banker ikke holde til at hælde chefer ud af døren i tide og utide.

Foto: Liselotte Sabroe.
Læs mere
Fold sammen
Åh, jeg skulle ha’ været taxachauffør” skrev digteren og multikunstneren Dan Turell i digtet af næsten samme navn i 1990 og fortsatte: ”Pludselig kan jeg se det.”

Men den bebrillede digter så forkert. Han skulle have været bankdirektør. Et job, hvor Turell ville have store muligheder for at blive “bankdirektørernes Greatest Hit – the director to end all bankdirectors”.

Banktjansen er nemlig et job med en række attraktioner. F.eks. god løn. Frokosten betalt. Masser af magt. En fremtrædende position i det omgivende samfund. Og måske allerbedst: En meget lav risiko for at blive fyret – også selv om man er en middelmådig direktør.

Den sidste risiko står i skærende kontrast til de vilkår, som topchefer i andre brancher som f.eks. produktion og detailhandel lever under.

En undersøgelse udført af konsulenthuset Booz & Company blandt verdens 2.500 største børsnoterede virksomheder viser f.eks., at 5,5 procent af direktørerne blev strittet ud i 2007, der som bekendt stadig var præget af højkonjunktur og gode resultater. Hertil kommer andre 8 procent, der valgte at stoppe for at gå på pension – et valg, alle ved, kan være mere eller i den grad mindre frivilligt.

Så giftige er vilkårene ikke for danske bankdirektører.