Astrid er satellitvirksomhedens fyrtårn

Talent 100: Astrid Birk Nicolajsen, 34 år, Director for Global Sales, Inventory and Operations Planning (S&OP), Cobham SATCOM

Astrid Birk Nicolajsen
Astrid Birk Nicolajsen Fold sammen
Læs mere

Kategori: Specialister

For en virksomhed, der opererer på et marked, hvor nye teknologier og aktører ofte melder sig, er det altafgørende at kunne forudse, hvad kunder vil få brug for de næste måneder.

Derfor er Astrid Birk Nicolajsens rolle i Cobham SATCOM, det tidligere Thrane & Thrane, essentiel.

»Astrid laver noget af det allersværeste. Hun skal balancere udbuddet med efterspørgslen og sikre, at de rigtige ting er i de rigtige mængder til den rigtige tid. Det kræver, at hun er som et fyrtårn, der på samme tid har overblik over kunder, produktion, leverandører, sælgere og økonomi,« siger Charlotte Steiness, VP i Cobham SATCOMs Global Supply Chain.

»At hun lykkes så godt, tror jeg skyldes, at hun er enormt empatisk og dygtig til at kommunikere med andre og få dem med på sine idéer.«

Trods Astrid Birk Nicolajsens åbenlyse talent lå vejen mod fyrtårnet i Cobham SATCOM ikke skrevet i sten.

»Jeg er ikke en klassisk businessprofil med en snorlige karriereplan. Men det vigtige for mig har altid været at forfølge det, jeg synes er sjovt, og jeg er god til. Og det er vildt sjovt at sidde i fyrtårnet i Cobham SATCOM, hvor jeg både kan arbejde med mennesker og nørde tal og skabe nye løsninger,« siger hun.

For 16. år i træk sætter Berlingske fokus på de mest talentfulde unge i dansk erhvervsliv med portrætter af 100 talenter fra et bredt udsnit af erhvervslivet. Læs mere om Talent 100 her.