Arla mister sin kassemester

Arla mister nu sin populære CFO, Frederik Lotz. Han har fået job i hollandsk detailkoncern.

Foto: NIels Ahlmann Olesen

Han er en af de nye økonomihåb, der er nået tops som økonomichef eller mere præcist chief financial officer, CFO, i en af Danmarks største virksomheder.

Frederik Lotz, Arla Foods succesfulde og populære regnemester og CFO, forlader med udgangen af juli mejerikoncernens hovedsæde i Aarhus.

Det sker til fordel for en tilsvarende stilling i den hollandske detailkæde Action, der er ejet af en kapitalfond. Sammen med familien rykker han teltpælene op og flytter til Amsterdam, hvor Action har hovedsæde.

Frederik Lotz har siden 1. januar 2010 været CFO i Arla Foods og medlem af koncernledelsen. Han kom til Arla fra en stilling som økonomichef i Danfoss.

”Frederik har løftet Arla og Arlas finansorganisation ind i en ny æra. Han har iværksat stærke finansielle programmer for at styrke Arlas pengestrømme” siger administrerende direktør i Arla Foods, Peder Tuborgh.

Action har over 16.000 ansatte.