Arbejdsklassen – en udhungret race

Businesskronik af ledelsesrådgiver Charlotte Mandrup

Charlotte Mandrup, ledelsesrådgiver og forfatter om Mindfulness. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kære overførselsindkomstmodtagere.

Vil I ikke godt se, om I kan finde energien og kræfterne til at yde lidt til fællesskabet? Det behøver ikke være meget. Blot nogle timer om dagen eller ugen.

Og kære politikere, vil I ikke godt gøre det muligt for dem, der gerne vil bidrage, at kunne? Uden at blive stoppet af bureaukratiet.

Vi er nemlig mange, der er trætte.

Hilsen Arbejdsklassen

Jeg er sikker på, det hele er ganske kompliceret, sådan rent makroøkonomisk, men tillad mig denne undren: Hvordan kan vi – i et land der er så lille, at man lander i havet, hvis man kører ret langt uden at dreje – have en så eklatant forskel mellem en klasse, der arbejder, og en, der ikke gør? Det er ikke en ny ubalance; tværtimod har den eksisteret længe nok til, at vi har vænnet os til den og har overladt det til nogle få økonomer og politikere at komme med forslag og reformer og beregninger. Forslag der nødvendigvis må være teknokratiske og strukturelle i deres natur.

Men et samfund, hvor den ene halvdel arbejder, og den anden halvdel ikke arbejder, har ikke blot en strukturel, men en moralsk udfordring. Og moralske udfordringer kan ganske vist adresseres og drøftes på kollektivt niveau, men de kan kun implementeres på individuelt niveau. Det er mig og dig, der må gøre noget. Om ikke andet kan vi spørge vores arbejdsløse nabo, om vi skal hjælpe med at skrive en ansøgning. Ringe til arbejdsformidlingen og høre, hvem vi kan ansætte med løntilskud. Gå lidt ned i løn, så der bliver plads til flere.

Vi har båret denne ubalance så længe, at vi har vænnet os til ikke at stille krav til hinanden. Nogle er til gengæld alt for gode til at stille krav til sig selv. Endda så høje krav at de bliver syge af det. Mit job giver mig adgang til mange erhvervsfolks og embedsmænds inderste tanker, og langt de fleste, der kommer hos os, har et alt for veludviklet pligt-gen og en ofte meget urealistisk vurdering af, hvad de skal levere. Det er sliderne, der kommer hos os. Dem, der grundlæggende ikke er gode til at stille krav til andre end sig selv. Og dog har vi alle lært at stille urimelige krav til det abstrakte samfund. Krav om sundhedspleje, undervisning, forældreorlov, infrastruktur, ældrepleje etc. etc.

Hvordan hænger det lige sammen?

Vi har mange ideer om, hvad arbejde er. For nogen er det der, man tjener til livet – for andre er arbejdet et sted at finde og skabe mening. Men ideen om, at vi har krav på et meningsfyldt arbejde, er en myte, der er opstået i min levetid. Tror ikke, mine bedsteforældre skelnede mellem meningsfyldte eller meningsløse jobs.

For uanset hvad man laver, så er det da meningsfuldt at bidrage til fællesskabet gennem en fysisk eller intellektuel indsats. Om ikke andet så er det meningsfuldt, fordi der kommer mad på bordet. Personligt vil jeg bestemt hellere rådgive ledere end gøre rent på et hospital, selv om jeg i lange perioder har haft min andel af det, Coupland kaldte McJobs. Men jeg vil hellere gøre rent på et hospital eller tanke din bil end ikke at bidrage til fællesskabet.

Det er fristende at tro, at meningen skal findes i, hvad vi laver. Og der er da også job, hvor meningen er meget mere iøjnefaldende end i andre. Men selv i de mest meningsfulde jobs, kan dagligdagen blive meningsløs, hvis den kører på automatpilot og mentalt fravær. Meningen er ikke så meget i, hvad vi laver, men hvordan vi gør det: Meningsfuldhed er smilet til kunden. Det er den kreative idé til at indrette lageret bedre. Det er involveringen af brugerne i styrelsens strategi.

Måske skulle vi begynde at skelne mellem det værdibidrag, vi lægger i samfundet og vores kreative, eksistentielle, sociale udfoldelser i en erhvervsmæssig kontekst, i stedet for at kalde det hele for »arbejde« i en rodebunke af betydninger.

Min kritik retter sig ikke mod de mennesker, der er faldet ud af arbejdsklassen. I hvert fald ikke mod dem alle. Mange prøver at få et job. Prøver hårdt og længe og bliver skuffede. Vores system er ufleksibelt, og det er vanskeligt at lave lokale løsninger, og hvis man først har mistet selvtilliden og tabt energien, så er det meget, meget svært at hive sig selv op igen.

Der er tabuer, vi ikke drøfter; for eksempel at en del mennesker på overførselsindkomst simpelt hen ikke har en krop, der er i stand til at arbejde. Nogle er alvorligt syge kroppe, der ikke har kræfterne. Men en del kroppe er ikke så meget syge, som livstilssvækkede, misholdte og dårligt nærede.

Kan vi som samfund holde til, at så mange mennesker lader deres kroppe forfalde i en grad, at de ikke kan opretholde et arbejde? Og kan vi holde til, at den onde spiral, disse mennesker kommer ind i, af ensomhed, håbløshed og meningsløshed, æder deres sind og sjæl? At være unødvendig for fællesskabet. Ikke at have relevans. At vågne morgen efter morgen og skulle holde sig selv oppe uden ydre krav kræver mere robusthed, end de fleste har.

På min vej har der i et års tid hængt denne notits: »Hvorfor skal folk uden arbejde gå stressede i seng, mens andre går stressede på arbejde.«

Det, synes jeg, er et vældigt godt spørgsmål.