Arbejdet tager det meste, familien kræver resten: »Jeg har været nødt til at vælge mig selv fra«

En af de unge ledere, der oplever presset ved at balancere en ambitiøs karriere med familielivet, er den 34-årige Cecilie Tang-Brock, som arbejder som organisationsleder og projektchef hos Danske Skoleelever i Randers.

Foto: Mikkel Berg Pedersen. Cecilie Tang-Brock, der er organisationsleder/projektchef hos Danske Skoleelever. Hun arbejder meget, og har ofte dårlig samvittighed over, at han ikke har mere tid til sin familie og sin søn. En undersøgelse fra Lederne viser, at mange unge ledere har svært ved at finde den rette balance mellem arbejde og privatliv. Foto: Mikkel Berg Pedersen
Læs mere
Fold sammen

Ud over at pendle fra Aarhus hver dag bruger hun mange timer dagligt på sit arbejde, og hun har oplevet, hvad det betyder af afsavn og fravalg.

»Jeg vælger alt andet fra. Det har jeg fundet ud af på den hårde måde, ved at min familie har lidt under det. Så jeg har været nødt til at vælge mig selv fra og mine egne interesser og sociale arrangementer, jeg gerne ville deltage i. Det betyder også, at jeg som person ikke får dyrket alle mine facetter,« siger Cecilie Tang-Brock, som skyder sin ugentlige arbejdstid til at være fra 45 timer og opefter.

»Men det handler også om, at jeg bruger en masse tankevirksomhed på mit arbejde, selv når jeg er hjemme. Så sidder jeg og arbejder lidt, selv om jeg egentlig burde være sammen med min familie,« fortsætter Cecilie Tang-Brock, som fortæller, at en af konsekvenserne er, at hun hver dag bliver konfronteret med en dårlig samvittighed.

»Jeg har en søn, der ikke trives i skolen. Så jeg har hele tiden en dårlig samvittighed og spørger mig selv: Ville det have ændret noget, hvis jeg havde brugt mere tid med ham? Så jeg ved heller ikke, om det er det værd. Det er noget, jeg reflekterer meget over,« siger Cecilie Tang-Brock, som også fortæller, at hun kæmper med at acceptere sine valg.

»Det er ikke fair«

Når Cecilie Tang-Brock alligevel arbejder så meget og har så svært ved at give slip, skyldes det, at hun brænder for sit job. Omvendt ved hun dog også godt, at det ikke er holdbart, hvis hun kommer hjem fuldstændigt energiforladt:

»Derhjemme snakker vi nogle gange om, at et menneske har 100 procent energi, hvor man så selvfølgelig bør bruge en del af det på sin familie. Men nogle gange, når jeg kommer hjem, er der bare ikke mere tilbage. Det er ikke fair over for min familie, men jeg brænder rigtigt meget for og er rigtigt interesseret i mit arbejde.«