Anonymt par bag brille-revolution

Ægteparret Poul-Jørn og Hanne Lindberg er bagmændene bag en af de største revolutioner i brillebranchen. Hidtil har de undgået offentlighedens søgelys, men nu står de frem.

Ægteparret Poul-Jørn og Hanne Lindberg er bagmændene bag Air Titanium. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarne Luthcke
Langt ude i en mørk skov i Ebeltoft, sidder et ældre ægtepar. Ikke et helt almindeligt ægtepar, men et ægtepar, som har gjort eventyr til virkelighed.

De løste udfordringen, som mange drømmer om; at finde et produkt og gøre det til en succes. For ægteparret var løsningen enestående brillestel af titanium – et brillestel som revolutionerede brillebranchen.

Som belønning kan familien Lindberg i dag kalde sig en af Danmarks rigeste familier med en formue ifølge Berlingske Nyhedsmagasin på hele 700 millioner kroner.

Aldrig tidligere har ægteparret afsløret hemmeligheden om, hvordan en tilfældig avisannonce skulle vise sig at være starten på deres vej til Lindberg Optik i Århus og millionerne.

Men Berlingske Business har opsøgt ægteparret Poul-Jørn og Hanne Lindberg, som for første gang fortæller, hvordan de med vedholdenhed, fokus på kvalitet og en portion held fandt vejen til millionerne.

Se tv-interview med Poul-Jørn Lindberg på Business.dk

Inden fortællingen begynder, viser ægteparret rundt i deres moderne bondehus. I det ene vindue hænger et dekorationstæppe af flettede kinesiske hestehår.

Sofabordet er af new zealandsk træ, som er flere tusinde år gammelt, mens loftet er af håndhøvlet træ fra Vejle Banegård. Alt er helt unikt ligesom de briller, som har givet ægteparret millionærtitlen. En titel som de på ingen måder praler af.

- Vi har aldrig været fokuserede på at skulle have en masse penge og brillere med det ud ad. Det har været en naturlig udvikling, og så har vi været glade for, at vi kunne betale vores regninger, siger Hanne Lindberg som sammen med manden har levet et liv tilbagetrukket fra offentlighedens søgelys.- Det er rart at gå rundt, for der er ikke rigtig nogen, der kender os. Kun når vi er på messer. Der bliver jeg indimellem kaldt Mr. Titanium og The King of Glasses, fortæller Poul-Jørn Lindberg med et smil på læben.

Stoltheden glimter også i Poul-Jørn Lindbergs øjne, da han fortæller, at blandt andet Dronning Margrethe og Paven bærer briller fra Lindberg. Men trods stoltheden og den store formue lever parret ifølge dem selv helt normalt.

Læs mere om de danske rigmænd på Business.dk:

Bygma milliardæren

Esbjergs fytårn