Annette Hartvig Larsen: Hun står i spidsen for en ny succesfuld madbølge

Annette Hartvig Larsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Germund

Annette Hartvig Larsen, 56 år, adm. direktør, Aarstiderne

For snart 20 år siden begyndte en dansk pionervirksomhed at dyrke og levere økologisk mad. I dag leverer Aarstiderne aftensmaden i form af måltidskasser til mange tusinde travle danskere hver dag, og fødevarekoncernen kan præsentere en omsætning på knap 700 millioner kroner.

Annette Hartvig Larsen har været med det meste af vejen. Hun begyndte som bestyrelsesmedlem i 2001 for siden at indtræde i ledelsen og i 2003 blive udnævnt som administrerende direktør.

Væksteventyret har imidlertid også sine udfordringer, fortalte hun Berlingske i 2017, da koncernen for fjerde år i træk havde leveret en vækst på 20 procent: »Hvis man vokser meget, skal hele økologien følge med. Det er jo ikke et stykke software, der bare kan skaleres – det har store konsekvenser for råvarer og leverandører, når vi vokser. Folk forventer, at vi kommer med deres aftensmad, og vi har samtidig et stort ansvar over for avlerne og de arbejdspladser, vi har skabt.«

Annette Hartvig Larsen er uddannet cand.agro fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole og har læst Organisation og Ledelse på Copenhagen Business School.