Anne Sophie Scavenius

Anne Sophie Scavenius, kommunikation, Talent 2016.
Læs mere
Fold sammen

Kombinerer kreativitet og strategi

Hun er unik.« Det er store ord, selv for en kommunikationsekspert, men det er administrerende direktør hos Mannov Reinholdt Schultz’ mening om Anne Sophie Scavenius.

»Jeg har været 20 år i branchen og har mødt masser af store talenter, som forblev store talenter. Det allervigtigste for at slå igennem som kommunikationsrådgiver er at være hårdtarbejdende og ordentlig. Anne Sophie arbejder sindssygt hårdt og er utroligt vellidt i vores egen virksomhed og hos vores kunder.«

Direktøren tilføjer ydmyghed som en yderligere kvalitet, og Anne Sophie Scavenius vil også helst tale om indholdet i jobbet.

»Det er et privilegeret liv at få lov til at arbejde med så mange forskelligartede opgaver. Den ene dag medietræner jeg OL-atleter, og den næste dag laver jeg corporate branding for en international virksomhed. Ikke to dage er ens, men det hele handler om at kombinere kreativitet og strategi.«

Kreativiteten førte talentet forbi Bruun Rasmussen Kunstauktioner, hvor hun vurderede moderne kunst og design.

»Jeg lærte meget om kommunikation, mens jeg arbejde med kunst, og det bruger jeg stadig. Også da vi var med til at få EM i fodbold til Danmark i 2020 (tre gruppespilskampe samt en ottendedelsfinale, red.). Det handler i virkeligheden bare om at være glad for det, man laver, og så gøre sit arbejde så godt som muligt og lidt til.«

Anne Sophie Scavenius

31 år, seniorkonsulent, Mannov

2011: M.Sc. erhvervsøkonomi og virksomhedskommunikation, CBS

2005: Auktionassistent, Bruun Rasmussens Kunstauktioner

2009: Marketingassistent, MARS

2012: Account manager, Kunde & Co.

2013-: Seniorkonsulent, Mannov