Anne Engdal Stig Christensen: 25 års medieeventyr mod toppen

engdal
Anne Engdal Stig Christensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Miklos Szabo

Anne Engdal Stig Christensen, 50 år, adm. direktør, TV 2 Danmark

Det var en enig bestyrelse, der besluttede, at Anne Engdal Stig Christensen skulle være TV 2s nye administrerende direktør fra 1. august 2019.

Hendes erfaringer fra samme hus er heller ikke til at overse. I 1994 havde hun sin første arbejdsdag hos TV 2 – kort inden hun blev kandidat i nordisk sprog og litteratur samt medievidenskab fra Aarhus Universitet.

De følgende 13 år var hun marketingskoordinator, programplanlægger og til sidst programplanchef og chef for programredaktionen. I 2008 var det dog tid til at prøve noget andet. Hun blev programdirektør hos SBS TV, inden hun drev sin egen rådgivningsvirksomhed og endelig blev ansat som planchef hos DR.

Men i 2013 vendte hun tilbage til TV 2 og reddede stationen ud af en periode med skrantende seertal. I 2015 blev hun indholdsdirektør, og da hun 1. august satte sig i stolen som administrerende direktør, var det altså med indgående kendskab til TV 2. Hun beskrives som en stærk leder, som både formår at motivere og sætte en tydelig strategisk retning.