Andreas Bødker

Andreas Bødker, Talent 2016. Fold sammen
Læs mere

Det komplicerede skal blive enkelt

Det er svært ikke at tænke iværksætter á la Silicon Valley med Andreas Bødker. Han startede Abtion i sit teenageværelse, hvorfra han leverede hjemmesideløsninger for reklamebureauer.

I dag har virksomheden kontorer i København, Odense og snart San Francisco, mens der leveres IT-løsninger til virksomheder som Novo Nordisk og Mærsk.

Men en ægte tech-iværksætter stopper ikke her. Den 26-årige ejer også inkubator-virksomheden Abtico, der engagerer sig i håbefulde startups inden for alt fra bogførings­software over sociale tjenester til fitness.

»Jeg er typen, der kommer til at involvere mig i nogle sjove tekniske projekter, og så kan jeg godt lide at tænke forretning og brugere sammen i systemer, så det hele hænger sammen,« siger Andreas Bødker.

Derfor er hans aktuelle yndlingseksempel heller ikke en global koncern, men Danmarks største taglægger, Jysk Tagteknik, hvis sælgere nu kan beregne og udfærdige tilbud på stedet med en iPad.

»Det er sjovt, når du kan få noget kompliceret til at virke enkelt. Det er, hvad teknologi handler om.«

Andreas Bødkers fokus er dog også på mennesker, fortæller hans kollega, client lead Helle-Vibeke Schütte.

»Det vigtigste for ham er medarbejderne. Derfor er vi også rigtigt gode til at fastholde vores udviklere, selv om der er rift om dem. Han er en rigtig god chef.«

Andreas Bødker

26 år, stifter og ejer, Abtion & Abtico

2009: Stifter og ejer, Abtion

2011: Cand.merc.aud, CBS

2012-: Stifter og ejer, Abtico