Aldo Petersen mest kendt som ny Brøndby-formand

Men hans netværk i USA er ældre og mere velvoksent end de fleste danskeres.

Foto: Liselotte Sabroe. Tommy Håkansson og Aldo Petersen optræder sammen ved Brøndby-arrangement.
Læs mere
Fold sammen

Store Bededag i slutningen af april 2013 blev Aldo Petersen ringet op af Brøndbys ledelse. Fodboldklubben var i dyb krise, og besøget hos finansmanden var et måske sidste forsøg fra Brøndbys ledelse på at redde stumperne. Brøndbys mangeårige advokat LETT havde sendt sin mest erfarne mand på området, N. E. Nielsen, for at lede forsøget på at rekonstruere det kriseramte, børsnoterede selskab.

N. E. Nielsen og Brøndbys adm. direktør Tommy Håkansson var kommet til den rette, for den fodboldtossede Aldo Petersen var ganske vist indædt FCK-fan, men få år forinden havde han gjort et forsøg på overtage kontrollen med Brøndby.

Aldo Petersen syntes da også hurtigt om business-casen og kontaktede sit og sin mangeårige ven og forretningspartner Ole Abildgaards netværk. En 30-40 stykker blev bedt om at stille med en eller to mio. kr. hver, og 15 af dem gjorde det. Grundlaget for redningen af Brøndby var etableret.

I juni tiltrådte Aldo Petersen som bestyrelsesformand i Brøndby, og N. E. Nielsen overtog posten som næstformand. Hos Brøndby har det nye formandskab hidtil været en succes. Det er lykkedes at få rigmanden Jan Bech Andersen til at skyde 65 mio. kr. ind, og en ekstraordinær generalforsamling vedtog for nylig en ny aktieemission for at rejse i alt 120 mio. kr. samt et nyt warrants-program.

Knap så meget fokus har der været på Aldo Petersens aktiviteter i USA, hvor han har været aktiv i mange år, og hvor han føler sig bedre tilpas med forretningskulturen.

»I USA er man først en rigtig mand, når man har været konkurs,« har han sagt. Underforstået at herhjemme sender en konkurs forretningsmanden uretfærdigt uden for det gode selskab.

En nøglekontakt i USA er Aldo Petersens mangeårige forretningspartner Neil Persh. Han var manden, der hjalp Aldo Petersen med at finde den første håndfuld mormonske investorer og den tomme børsskal, som sikrede Liqtech et indtog på OTC-markedspladsen i 2011.

De to arbejdede også sammen i 1990erne med børsnoteringen af Aldo Petersens og multiiværksætteren Peter Forchhammers tidligere teleselskab Eurotrust på Nasdaq. En kort periode frem til IT-boblens brist var Eurotrust svimlende tre milliarder kr. værd.

Neil Persh var også involveret i Aldo Petersens forsøg for et par år siden på at få den russiske milliardærsøn Arkady Abramovich til at investere i FCK-ejeren Parken Sport & Entertainment. Et forsøg, der som bekendt ikke lykkedes.