Alarm over nye rejseforsikringer

Forringelsen af det offentlige rejsesygesikringsbevis kan fra nytår få så store konsekvenser for tusindvis af syge og tilskadekomne danskere, at forsikringsbranchen nu i 11. time slår alarm.

I en rapport til Danske Regioner har Forsikring & Pension opridset en lang række skrækeksempler på, hvordan syge og tilskadekomne om få uger kan ende som forslåede kastebolde mellem de private forsikringsselskaber og offentlige myndigheder, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Udsigten til, at det kan ske, vækker også bekymring i Udenrigsministeriet. Derfor opfordrer ministeriet sammen med forsikringsbranchen til en snarlig politisk løsning i Danske Regioner, der administrerer ordningen.

Det bliver nemlig de danske ambassader, der til syvende og sidst kan komme til at stå med problemet, når forsikringsselskaber og det offentlige system ikke kan blive enige om behandlingsforløbet for patienter i udlandet. Vicedirektør Claus Tønnesen, Forsikring & Pension:

»Rapporten rummer en lang række eksempler på, hvad der kan gå galt i den interessekonflikt, der vil opstå efter den 1. januar. Vi ønsker helst inden nytår helt klare retningslinjer for, hvem der skal gøre hvad, når vi står med syge eller tilskadekomne danskere i udlandet. Patienterne kan ikke være tjent med at blive kastebolde i det system, der nu er lagt op til, « siger Claus Tønnesen til Jyllands-Posten.

Danskere, der efter nytår bliver syge eller som kommer ud for et uheld under rejser i EU, vil med undtagelse af Finland og Sverige ikke længere få betalt de ofte store udgifter til hjemtransport til et dansk hospital. Derfor har millioner af danskere tegnet private sygesikringer, der gælder transport og behandling i Europa eller hele verden.

Den model frygtes at ville lægge op til kassetænkning i selskaberne. Det er nemlig betydeligt billigere at hente en patient hjem i et rutefly end i et ambulancefly. Det har bl.a. fået det mest erfarne selskab på området, Europæiske Rejseforsikring, til at forudse, at patienter fra nytår kommer til at ligge betydeligt længere end hidtil på hospitaler og hoteller, inden de hentes hjem.

Kilde: Jyllands-Posten