Advokaten, der skal forsvare 15 offentligt ansatte i Atea-sagen om bestikkelse

Peter Trudsø er forsvarer i sagerne om bestikkelse af offentligt ansatte. Foto: Mads Rimer Rasmussen
Læs mere
Fold sammen

Allerede på jurastudiet vidste Peter Trudsø, at hans speciale skulle være strafferet. Og siden han dimitterede som cand.jur. i 1998, har han ikke beskæftiget sig med andet.

Først tre år som anklager i Københavns Politi. Siden tre år hos Bagmandspolitiet, hvor han var medanklager i sagen mod en tidligere direktør i Jyske Bank Gibraltar, der blev dømt for mandatsvig for mere end 600 mio. kr.

Sagen førte Peter Trudsø til Sydspanien, Jersey, London og Manchester på efterforskning sammen med en dansk kriminalassistent.

I 2004 blev han fristet til at søge over på den anden side af bordet, da han læste en jobannonce i søndagsberlingeren. Forsvarsadvokaterne Stagetorn og Wenzel søgte en strafferetsprofil. Efter 18 minutters jobsamtale var Peter Trudsø ansat. Det blev til mere end ti år hos forsvarsadvokaterne i Nyhavn.

Selvstændig forsvarsadvokat

I 2015 slog Peter Trudsø sig ned på Rådhuspladsen som selvstændig advokat. Og som sådan repræsenterer Peter Trudsø nu 15 af de 31 personer, som er sigtet for at have modtaget bestikkelse fra Atea i form af iPhones, iPads, fotoudstyr eller TV. To af de 15 har politiet droppet sigtelserne mod, men siden november har Peter Trudsø seks gange været i retten som forsvarer for ansatte fra Udenrigsministeriet, DSB og Københavns Kommune.

Peter Trudsø er i alle sager gået efter frifindelse. Indtil videre er det kun lykkedes at få en enkelt frikendt. Fem er idømt fængselsstraffe på mellem 20 dages betinget fængsel og op til fire måneders ubetinget fængsel. Peter Trudsø har anket og håber, at landsretten vil se anderledes på beviserne og eventuel straf.

For Peter Trudsø skiller de tiltalte i Atea-sagerne sig ud fra mange af hans øvrige sager.

»De var ustraffede og med særdeles gode personlige forhold. Ingen af dem troede, at de gjorde noget forkert. Og ingen af dem ville risikere fængsel for at købe et TV med rabat. De havde alt at miste,« siger Peter Trudsø.