Advokat med flair for det komplekse

Talent 100: Vilhelm Poulsen, 31 år, advokat og Senior Manager, Bruun & Hjejle

Kategori: Rådgivere

Lige siden 31-årige Vilhelm Poulsen blev færdig med at læse jura i 2012, har han bistået nogle af de største virksomheder i Danmark. I de små sager. De store sager. Og også i Danske Banks sag om hvidvask.

Han befinder sig bedst der, hvor juraen er vanskelig, og der skal graves dybt. For ham handler det om at hjælpe, for alle har både ret til og brug for hjælp indimellem.

Egentlig ville Vilhelm Poulsen være teolog som sin mor, lige indtil hans storebror også valgte den vej. For der må være grænser for, hvor længe man bare kan gå i sin storebrors fodspor, forklarer han. I stedet begyndte han at læse jura.

»Jeg ville være en piberygende forsker på universitetet omgivet af tykke bøger,« fortæller han.

Det var, indtil han tog på udveksling i New York, hvor han oplevede en mere praktisk tilgang til juraen, der straks fangede ham.

De seneste ni år er han blevet oplært hos Bruun & Hjejle, hvor man lever af at levere innovative juridiske løsninger i nogle af Danmarks mest komplekse sager. Her har han senest ageret juridisk projektleder i undersøgelsen af Danske Banks estiske filial, hvor han arbejdede tæt sammen med Ole Spiermann, partner i Bruun & Hjejle.

»Vilhelm er en naturlig leder, han besidder en ubestridelig vilje, og så tager han altid et stort ansvar,« siger han.

For 16. år i træk sætter Berlingske fokus på de mest talentfulde unge i dansk erhvervsliv med portrætter af 100 talenter fra et bredt udsnit af erhvervslivet. Læs mere om Talent 100 her.