600.000 danskere er trætte af deres arbejde

Kollegerne brokker sig hele tiden, der er alt for travlt, og chefen er en idiot. En ny undersøgelse foretaget af YouGov for metroXpress viser, at 22 procent af danskerne er trætte af deres arbejde.

Det svarer til, at over 600.000 danskere går rundt og drømmer om at lave noget andet.

»Det er en katastrofe, at der er så mange danskere, som ikke kan lide deres arbejde, når man tænker på, hvor meget af vores liv vi bruger på det,« siger ekspert i arbejdsglæde Alexander Kjerulf.

Undersøgelsen viser også, at hele 29 procent ville kvitte jobbet, hvis ikke det var for pengene. Ifølge Alexander Kjerulf er det brok, travlhed og en dårlig relation til chefen, der topper listen over årsager til, at så mange er utilfredse med deres job.

»Problemet er, at mange mennesker ikke gør noget ved det. De bliver hængende i job, de ikke bryder sig om, i årevis. Det er helt forfærdeligt. Der er mange, der ser det som et nederlag at sige op. De tænker ‘hvis jeg siger op, så vinder chefen, og han skal ikke få mig ned med nakken'.«

Men det kan have store konsekvenser at blive i et job, man ikke trives i, forklarer Alexander Kjerulf.

»Det æder stille og roligt din selvtillid, energi og motivation, så det bliver sværere og sværere at finde et nyt job. Det kan også skade dit helbred. Der er undersøgelser, der viser, at hvis man har et job, man hader, så har man en overrisiko for at få en lang række sygdomme. Blandt andre nogle kræftformer, sukkersyge, stress og depressioner. Det kan desuden ødelægge dit parforhold, fordi du kommer hjem hver dag og er frustreret.«

Vilhelm Borg, seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, er også bekymret over situationen.

»Arbejdet er med til at skabe ens identitet, og det er en vigtig kilde til social kontakt. Det er et sted, hvor man kan opleve, at man gør nytte. Vi ved fra tidligere undersøgelser, at der er en sammenhæng mellem arbejdsglæde, engagement og sygefravær. Medarbejdere, der er motiverede for at gå på arbejde, har lavere sygefravær.«

Vilhelm Borg mener, at det også har samfundsøkonomiske konsekvenser, at så mange er trætte af deres job. »Man kan forestille sig, at det her fører til, at en del mennesker går tidligere på efterløn,« siger han til metroXpress.