57. Familien Hesse, Ambu, 2,2 milliarder kroner

Markant kurstilbageslag for medicoaktie

Familien kom for et år siden med på listen efter meget voldsomme kursstigninger på Ambu-aktien. Kursstigningerne kom efter en periode med fantastiske resultater og udmeldinger om meget positive forventninger til fremtiden. Men det stoppede brat op, da den hidtidige succesfulde direktør, Lars Marcher, blev fyret i maj i år. Angiveligt var der en strid mellem ham og bestyrelsen, og det forlyder, at bestyrelsen mente, at direktøren tog mere magt, end de ville give ham, og optrådte for enerådende.

Kursreaktionen på aktien var voldsom, og fra en top for godt et år siden omkring kurs 260 var den efterfølgende nede under kurs 100. Regnskabsresultaterne fra koncernen er fortsat meget positive og viser betydelig fremgang i indtjeningen, men forventningerne er nu skruet en del ned, og aktiemarkedet prissætter i høj grad efter de forventninger, der er.

Familien består af efterkommere af stifteren Holger Hesse, de tre døtre Tove Hesse, Inga Kovstrup og Dorrit Ragle, samt i et vist omfang også tredje generation.

Her er de 100 rigeste i Danmark