3F hyrer Christiania-advokat til gidslers familier

Familierne til de kidnappede søfolk fra coasteren "Danica White" får hjælp til at få besked om deres pårørende af advokaten Knud Foldschack.

- Jeg tror at det vigtigste er, at der bliver tilvejebragt en tryghed, så de pårørende får den rigtige opfattelse af sagen, og får den tryghed at der bliver gjort alt hvad der kan gøres. Jeg har bedt om et møde med Udenrigsministeriet, for at få det bekræftet, siger Knud Foldschack til Nyhedsbrevet 3F.

Han undrer sig over, at Udenrigsministeriet mener, at det er rederiet H. Folmer og Co. der har ansvaret for forhandlingerne i en situation, hvor det ikke har nogen penge.

- Det er meget lidt betryggende at redderen er fattig, og som udgangspunkt er det ikke rart, at søfolkene er afhængige af nogen der måske ikke kan tage de nødvendige skridt. Det har nødvendiggjort, at der kommer en afklaring af, at det selvfølgelig ikke er udslagsgivende for gidsler i udlandet, om en redder har penge, siger Knud Foldschack.

Faglig sekretær i 3F sømændene Morten Bach er glad for, at Knud Foldschack har valgt at være advokat for de pårørende.

- Foldschack er en dygtig advokat, så han er helt sikkert det rigtige valg, siger han. Morten Bach understreger, at det vigtigste lige nu er, at alle kræfter samles om en løsning af konflikten, og at der skabes tryghed omkring forhandlingssituationen.