Christian Stadil er eneejer af Thornico, der blev etableret af hans far Thor Stadil. Koncernen er en af de få konglomerater på listen. Aktiviteterne omfatter emballagevirksomheden Hartmann, der er børsnoteret, og som Thornico ejer 68,6 procent af. Derudover omfatter koncernen sportstøjsproducenten Hummel, mens et tredje ben er rederivirksomhed. Herudover er der både en fødevaredel og en ejendomsdel. Det betyder at koncernen til fulde lever op til definitionen på et konglomerat.
Når man korrigerer for den prissætning, den børsnoterede andel af koncernen har fået af markedet, viser årets beregninger, at den samlede koncern er næsten fire milliarder kroner værd.
Christian Stadil har i flere sammenhænge optrådt i offentligheden blandt andet i TV-programmet »Løvens hule«. Privat blev han i 2018 gift, og han blev her i sommer far for fjerde gang på seks år.