2900 Happiness - for de selvstændige

Skæbnen gjorde Sanne Fersløv-Jensen til selvstændig i Hellerup i en ung alder, men hun har ikke siden fortrudt.

Foto: Michael Bothager.
Læs mere
Fold sammen

Sanne Fersløv-Jensen greb sig i de første år som selvstændig i at misunde veninder ansat i store koncerner med fredagsbar og fitness i kælderen en smule, og hun var da også til et par jobsamtaler.

Men trangen til at skifte spor i arbejdslivet fortog sig hurtigt.

- Firmaet er mit lille barn, og det er ikke nogen sur pligt. Jeg vægter lønnen og friheden til selv at bestemme lige højt. Jeg skal ikke spørge nogen, hvis jeg vælger at holde en halv fridag, for dette er min egen lille virksomhed. Men i force majeure-situationer med eksempelvis sygdom og større it-problemer er man til gengæld bogstaveligt talt også selvstændig. Så står man alene med problemerne. Desuden må man ikke glemme, at der altid er en vis risiko ved at være selvstændig, siger Sanne Fersløv-Jensen, der heller ikke holder flere ugers ferie.

Læs artikel om hvor tilfredse de danske selvstændige er.

Manden tager barsel

Hun var nyuddannet markedsøkonom og ikke meget over 20 år, da moderen for 18 år siden blev syg, og hun med kort varsel måtte springe til i forældres firma. I de første år drev hun Hellerup Erhvervsservice sammen med sin far, og hun er nu i spidsen for et firma med tre faste medarbejdere og en afløser, som løser alle former for kontorarbejde og telefonpasning for små og mellemstore virksomheder, advokater, håndværkere, lægeklinikker og mange andre brancher.

Er du en succesfuld selvstændig?

- Ja, det synes jeg. Jeg føler mig eksempelvis ikke stresset i min dagligdag. Når man har to børn, er det vigtigt at have en dagligdag, hvor det kører godt med personalet, og der langsigtet er en vis vækst og udvikling«, siger Sanne Fersløv-Jensen.

ASE-undersøgelsen om selvstændiges syn på at drive virksomhed viser, at over halvdelen mærker meget stor opbakning fra familien, og det genkender Sanne Fersløv-Jensen.

- Det skal der være, for ellers kan det slet ikke fungere. Min mand har lige haft 10 ugers barselsorlov, efter vi fik den yngste, siger hun.

Læs artikel om hvor tilfredse de danske selvstændige er.