25.000 har mistet dagpengene i år

Nye tal viser, at næsten 2.400 ledige mistede dagpengene i juli. Dermed har 25.000 indtil videre mistet dagpengene i år.

»Næsten 2.400 ledige mistede dagpengene i juli. Det er min vurdering, at vi i løbet af efteråret vil se, at antallet falder til omkring 1.500 ledige, der vil miste dagpengene hver måned,« siger AK-Samvirkes direktør, Verner Sand Kirk (bill.). Fold sammen
Læs mere
Foto: Torkil Adsersen

I juli mistede knap 2.400 ledige dagpengene, viser en optælling fra a-kasserne og AK-Samvirke. Dermed har 25.000 ledige mistet dagpengene i løbet af årets første syv måneder.

»Næsten 2.400 ledige mistede dagpengene i juli. Det er min vurdering, at vi i løbet af efteråret vil se, at antallet falder til omkring 1.500 ledige, der vil miste dagpengene hver måned,« siger AK-Samvirkes direktør, Verner Sand Kirk, i en pressemeddelelse.

Han vurderer, at antallet af ledige, der i hele 2013 rammes af dagpengereformen, kommer til at overstige 30.000.

»Den nye arbejdsmarkedsydelse betyder dog, at de fleste ledige bliver sikret et vist forsørgelsesgrundlag. Men i samme takt som arbejdsmarkedsydelsen løbende bliver afkortet og forsvinder frem mod 2016, vil vi se flere og flere ledige, som vil stå helt uden forsørgelse, fordi de mister dagpengene og ikke er berettiget til kontanthjælp,« siger Verner Sand Kirk.

Opgørelsen viser, at den faggruppe, der er hårdest ramt af dagpengereformen, er 3Ferne, hvor cirka 6.800 har mistet dagpengene i løbet af 2013.