200.000 overser vigtig post: Bøder ligger skjult i e-boks

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

200.000 danskere tjekker aldrig deres e-boks. Det kan blive rigtigt dyrt.

Fartbøder, indkaldelse til syn, pensionspapirer og meget mere. Din digitale postkasse eller e-boks bugner med vigtig information. Men det er langtfra alle, som får tjekket, om der måske ligger en regning, der skal betales. De seneste tal viser, at knap 200.000 danskere ikke har tjekket deres e-boks i et halvt år. Det oplyser kontorchef Louise Palludan Kampmann fra Digitaliseringsstyrelsen, som løbende har kørt kampagner for at oplyse danskerne om det digitale postsystem.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs, hvad konsekvenserne ved ikke at tjekke e-boksen kan være. Og læs hvordan forglemmelsen kostede Bo Phillipps Knudsen 4.000 kr. Du får også en guide til, hvordan du kommer i gang med e-boks og får sat den op til at sende dig sms'er mm.


200.000 danskere tjekker aldrig deres e-boks. Det kan blive rigtigt dyrt.

Fartbøder, indkaldelse til syn, pensionspapirer og meget mere. Din digitale postkasse eller e-boks bugner med vigtig information. Men det er langt- fra alle, som får tjekket, om der måske ligger en regning, du skal have betalt. De seneste tal viser, at knap 200.000 danskere ikke har tjekket deres e-boks i et halvt år. Det oplyser kontorchef Louise Palludan Kampmann fra Digitaliseringsstyrelsen, som løbende har kørt kampagner for at oplyse danskerne om det digitale postsystem.

»Det handler ikke nødvendigvis om mere viden, men nok snarere om en ny vane, som folk skal have ind under huden. Folk skal vænne sig til at tjekke deres digitale post, som de ville tjekke deres fysiske postkasse,« siger Louise Palludan Kampmann.

Der er altså stadig lang vej til det papirløse samfund, som digital post er et vigtigt skridt mod.

Det fremgår også af Digitaliseringsstyrelsens tal fra januar, at der stadig er over en halv million danskere, som ikke modtager digital post. Det er folk, der har bedt om at blive fritaget. »Vi er faktisk overraskede over de nuværende tal, da vi forventede, at der ville være flere, som havde behov for at blive fritaget fra digital post,« siger Louise Palludan Kampmann.

Du er ansvarlig

Siden 1. november 2014 har det været et krav, at du har en digital postkasse, hvis du er over 15 år gammel. Du tilgår din post gennem borger.dk, men langt de fleste bruger en såkaldt e-boks, hvor det er muligt at samle al din post fra offentlige myndigheder, banker og pensionsselskaber. Her gælder de samme regler, som når du tidligere modtog breve i postkassen, altså skal du huske at tjekke din post. Du er nemlig selv ansvarlig. Og det kan blive en dyr fornøjelse, hvis du ikke tjekker din e-boks. Man kan komme til at betale rykkere for flere tusinde kroner, hvis man eksempelvis overser indkaldelsen til syn på bilen.

Bøder kommer også i e-boksen

Er du blevet taget i fotofælden? Så er det også en god idé at tjekke din e-boks. Siden februar 2015 får du tilsendt bøden direkte med digital post, hvis du altså kører for stærkt. Men her kniber det også med at få tjekket den digitale postkasse

»Der er rigtig mange danskere, som ikke tjekker deres e-boks,« siger sektionsleder Jesper Byskov ved Administrativt Center Vest, som står for den automatiske trafikkontrol. Her modtager de ofte opkald fra borgere, som slet ikke var klar over, at de er blevet taget i fartkontrollen. Som et forsøg prøvede Jesper Byskov at sende rykkerne ud som brevpost, og det gav et overraskende resultat. Her svarede omkring halvdelen tilbage med det samme.

Biblioteksbøder sendes også med digital post. For københavnerne er der dog ikke sket de store ændringer, selvom man er skiftet til digital post.

»Det er det samme antal københavnere, der ikke åbner postkassen af frygt for rudekuverter, som heller ikke betaler rykkerne sendt gennem digital post. Hvis man vil betale, så ved man godt, hvor de ligger’, siger Stefan Jessing Lund, pressekonsulent ved Københavns Kommune.

Regningerne hober sig op

Jesper Bull Berger, der forsker i offentlig digitalisering ved Roskilde Universitet, mener generelt, at det er problematisk, når man sender både regning og rykker det samme sted hen med digital post.

»Det er klart, at hvis man sender det hele samme sted hen, hvor borgeren ikke kigger, så samler det sig. Det er dog særlig alvorligt, hvis enlige forsørgere og kontanthjælpsmodtagere ikke ser deres digitale post, da de kan miste ydelser for mange tusinde kroner« siger Jesper Bull Berger.

Det bakkes op af formand for Dansk Socialrådgiverforening Majbrit Berlau. Hun mener, at det er dybt problematisk at kommunikere med en gruppe af borgere, som ikke føler sig rustet til at modtage informationer digitalt. Konsekvenserne kan være, at borgere ikke får de relevante afgørelser i sager, indkaldelser til møder eller risikerer at blive trukket i ydelser.

»Det er myndighedens forpligtelse, at sikre at borgerne er velinformerede om afgørelser, der har relevans for deres liv. Og der hvor man vurderer, at borgerne ikke kan, må man sørge for at hjælpe dem,« siger Majbrit Berlau.

--- OOO --- OOO --- OOO ---

65-årige Bo P. Knudsen måtte betale 4.000 kr. i rykkere, fordi han overså post i sin e-boks. FOTO: NIKOLAJ LINARES Fold sammen
Læs mere

FIK BØDER FOR 4.000 KR. I E-BOKS

Bo Phillips Knudsen måtte af med 4.000 kroner, da han overså en indkaldelse til syn på firmabilen.

For 65-årige Bo P. Knudsen udviklede den digitale samtale med det offentlige sig dyrt. Han modtog sidst i august 2015 en rykker fra Trafikstyrelsen pr. brev og en bøde på 2.000 kr. I brevet stod der imidlertid ikke, hvad bøden omhandlede. Efter et opkald til Trafikstyrelsen stod det klart, at Bo P. Knudsen havde overset et syn på sin firmabil, fordi indkaldelsen til syn var blevet sendt til hans firma e-boks. Bo P. Knudsen synede bilen, betalte rykkeren og tog på ferie. Her modtog han en mail med en ny rykker på 2.000 kr., fordi han ikke havde svaret i tide på den rykker, som han tidligere havde modtaget i sin firma e-Boks, men ikke set.

»Jeg synes, at det er ringe service. Jeg kan godt forstå, at det er den vej, det går – det er nemmere for os alle sammen. Men jeg synes, det er under lavmålet at sende rykkere ud på den måde. Der burde man kunne sige, nå ja, der har jo været en grund til, at der ikke blev svaret. Og nu er tingene blevet bragt i orden, og så håber vi, at det kører godt fremover – nu har jeg fået chancen, næste gang falder hammeren. Men der var sgu kontant afregning fra første dag,« siger Bo P. Knudsen.

65-årige Bo P. Knudsen måtte betale 4.000 kr. i rykkere, fordi han overså post i sin e-Boks. Fold sammen
Læs mere

Har ændret praksis

Noget tyder på, at Bo P. Knudsen ikke er den eneste, som har modtaget en rykker. Ringer man til Trafikstyrelsen, får man nemlig denne automatiske besked: »Har du modtaget en rykker på 2.000 kr. så tast 1.«

Siden april sidste år har Trafikstyrelsen indkaldt biler til syn via Digital Post. I et skriftligt svar skriver kontorchef Janni Torp Kjærgaard, at de efterfølgende kunne registrere, at flere bilejere end tidligere overså synsindkaldelsen.

Trafikstyrelsen ændrede derfor sin praksis, så bilejere, der ikke bemærker den første indkaldelse til bilsyn i deres digitale postkasse, modtager et ’papirbrev’ med en påmindelse om at få synet deres bil indenfor den lovbestemte frist.

Trillebør fuld af papirer

Tjekker du så din e-boks nu?

»Njaeh. Det gør min kone. Jeg synes, det er skide irriterende, at man skal have to e-bokse. Jeg kunne sagtens have både min private og firma e-boks i den samme. Vi skal jo have en trillebør til alle de papirer, vi skal have skrevet vores koder ned på,« siger Bo P. Knudsen.

--- OOO --- OOO --- OOO ---

SÅDAN BLIVER DU BRUGER AF E-BOKS

For at blive e-Boks bruger skal du have et NemID.

1. Gå ind på www.nemid.dk

2. Tryk på knappen ”Bestil NemID for første gang”

3. Følg anvisningerne på skærmen

Foto: Nikolai Linares.

SÅDAN BLIVER DU OPRETTET

Når du har dit NemID, kan du komme i gang med e-Boks.

1. Gå ind på www.e-boks.dk

2. Tryk på knappen ”Ny bruger”

3. Tryk på knappen ”Opret privat”

4. Log på med dit NemID

Første gang du logger på, skal du oplyse dit cpr-nr. og acceptere, at dette må videregives til og bruges af e-Boks. Herefter skal du blot acceptere vilkår for brugen af e-Boks.

For at modtage post i e-Boks, skal du starte med at tilmelde de virksomheder, som normalt sender dig post.

SÅDAN TILMELDER DU POST

Du er automatisk tilmeldt post fra det offentlige, når du har har oprettet en e-Boks. Men du skal selv tilmelde dig post fra din bank, pensions- og forsikringsselskab, fagforening osv.

1. Log på e-Boks på en computer med dit NemID

2. Tryk på ”Menu”, og under ”Tilmeldinger” vælger du menupunktet ”Tilmeld afsendere”

3. Under fanen ”Tilmeld afsendere ud fra kategorier” kan du finde din udbyder indenfor bank, pension og forsikring osv.

4. Tryk på ”Vælg kategori” og find din udbyder

SÅDAN FÅR DU BESKED, NÅR DER ER NY POST

For ikke at misse vigtige beskeder, kan du få en SMS, når der er ny post i din e-Boks.

1. Log på e-Boks på en computer med dit NemID

2. Tryk på ”Menu”, under ”Tilmeldinger” vælger du menupunktet ”NemSMS”

3. Tryk på ”Tilmeld”, accepter vilkår og indtast den adgangskode, som din mobiladgang skal have

Foto: Jonas Vandall Ørtvig.

SÅDAN KOMMER DU I GANG MED E-BOKS PÅ MOBILE ENHEDER

Du kan også bruge e-Boks på din mobil eller tablet. Før du kan tage app’en i brug, skal du først aktivere mobiladgang.

1. Log på e-Boks på en computer med dit NemID

2. Tryk på ”Menu”, og under ”Indstillinger” vælger du menupunktet ”Mobiladgang”

3. Tryk på ”Aktiver mobiladgang”, accepter vilkår og indtast den adgangskode, som din mobiladgang skal have

Nu er din mobiladgang aktiveret. Bemærk du afslutningsvis blev tildelt en aktiveringskode. Den skal du bruge første gang, du logger på e-Boks på din mobil eller tablet. Lad eventuelt browservinduet være åben og hent nu den app, som passer til din smartphone eller tablet.

Kilde: www.e-Boks.dk

HVORNÅR TJEKKEDE DU SIDST DIN E-BOKS?

Victoria, 19 år og rejsende. Fold sammen
Læs mere

Victoria er 19 år og rejsende:

»Det er ret lang tid siden – det er nok en måned siden. Der tjekkede jeg min e-Boks for første gang nogensinde. Nu får jeg en mail, når der er noget nyt. Men jeg skal til at tjekke noget mere.

Mads, 19 år og gymnasieelev. Fold sammen
Læs mere

Mads, 19 år og gymnasieelev:

»Jeg tjekkede min e-Boks for en uge siden, fordi min SU blev skåret ned. Så gik jeg ind at prøve at finde ud af hvorfor. Men nej, jeg tjekker ikke min e-Boks så tit.«

Gert, 62 år og passer toiletterne for Københavns Kommune. Fold sammen
Læs mere

Gert, 62 og passer toiletterne for Københavns Kommune:

»Nu er jeg så heldig, at jeg er fritaget. Jeg gik op på borgerservice og sagde, at jeg er over 60 og har ikke nogen computer, og så blev jeg fritaget.«

Mads, 34 år og selvstændig. Fold sammen
Læs mere

Mads, 34 år og selvstændig:

»Jeg er ikke gammel nok til at tjekke min e-Boks«: »Jeg er bagud. Jeg skal nemlig ind og tjekke den, men sidste gang er nok et par måneder siden. Jeg synes, at det er et udueligt system, fordi jeg ikke kan få det til at sende videre til min private mail, det kan jeg i hvert fald ikke finde ud af. Jeg tænker heller ikke over, at jeg skal tjekke min e-Boks – kun når jeg får noget fra Skat, hvor der står, at jeg har vigtigt post fra Skat.«

Anne, 32 år og læge. Fold sammen
Læs mere

Anne, 32 år og læge:

»Jeg tjekkede min e-Boks for to uger siden. Men ellers gør jeg det kun, når jeg får en SMS. Jeg tænker ikke over, at jeg skal tjekke den.«