2 Familien Holch Povlsen: Holch Povlsens fornemmelse for nethandel

Aktieselskabet af 1.8.2007 (Bestseller), 49,9 mia. kr.

Svendestykket leverede Anders Holch Povlsen allerede, da han som 24-årig blev administrerende direktør for det skrantende Bestseller-brand Vila og fik vendt det til en kassesucces. I dag er han hovedejer af Bestseller, Danmarks største modetøjskoncern. Tøjvirksomheden havde i det seneste regnskab en omsætning på 22 mia. kr., et overskud før skat på to mia. kr. og en egenkapital på 11 mia. kr.

Formuemæssigt skal hertil lægges halvparten af Bestseller Fashion Group China, som han ejer halvdelen af – og hvis omsætning er på niveau med Bestseller i Danmark. Dertil kommer den driftige milliardærs sans for investeringer, hvor den røde tråd er nethandel og ejendomme. De private investeringer har han for nylig samlet i selskabet Heartland – en model, der ligner Lego-familiens investeringsselskab, Kirkbi. Anders Holch Povlsen er storinvestor i to store netbutikker, tyske Zalando og britiske Asos, ligesom han har investeret i danske Miinto.

Han er også investor i Nemlig.com, butikskæden Normal, Bianco Sko og hvidevarekoncernen Whiteaway. Dertil kommer enorme besiddelser i Rumænien og Skotland – bl.a. godset Glenfeshie på mere end 200.000 hektar – en opfattende ejendomsportefølje sammen med broren Niels og forældrene Troels og Merete. Familien har høj prioritet hos Anders Holch Povlsen, som evner at trække stikket ud og holde helt fri sammen med sin kone Anne og døtrene Alma, Agnes og Astrid. De bor på godset Constantinsborg uden for Århus.

Se listen over Danmarks rigeste 2017