10 ting du ikke vidste om diamanter

Diamanthandlen er blevet hårdt ramt af den globale økonomiske krise, og selv verdens suverænt største diamantfirma, De Beers, mærker nedgangen. Men hvor meget ved du egentlig om den glimtende sten? Business.dk har listet ti ting, du skal vide om diamanter.

Foto: STF-AFp. Et udsnit af Millenium Star
Læs mere
Fold sammen
Verdens dyreste diamant
Diamanters pris stiger eksponentielt med størrelsen. Eksempelvis koster en højkvalitets diamant på 0,54 karat godt 29.000 kr. hos forhandleren Blue Nile, mens den samme kvalitet diamant på 1,04 karat koster godt 123.000 kr., og en diamant i samme kvalitet på 3,05 karat koster knap 1,3 mio. kr., fordi store diamanter i god kvalitet er ekstremt sjældne.

Verdens dyreste diamanter er med stor sandsynlighed de britiske kronjuveler, med Cullinan I. i spidsen, men de er naturligvis ikke til salg, og det samme gælder en lang række andre af verdens største og fineste diamanter.

Den højeste auktionspris for en diamant er for Wittelsbach-diamanten på 35,56 karat, eller 7,11 gram, der har en bemærkelsesværdig blå farve. Den blev købt af Philip IV. af Spanien i 1664 og kom med hans datters ægteskab ind i samlingen af Østrigs kronjuveler. Efter 1. verdenskrig forsvandt den, men dukkede op i private hænder i 1931. 10. december 2008 blev den købt af juveleren Laurence Graff på Christie’s i London for 16,4 mio. pund, eller 141 mio. kr.

Angiveligt er den 203,4 karat store Millenium Star diamant, der er ejet af diamantselskabet De Beers, forsikret for 100 mio. pund, eller 861 mio. kr., men det vurderes ifølge avisen Evening Standard at salgsprisen vil være væsentligt højere.