10 ting du ikke vidste om diamanter

Diamanthandlen er blevet hårdt ramt af den globale økonomiske krise, og selv verdens suverænt største diamantfirma, De Beers, mærker nedgangen. Men hvor meget ved du egentlig om den glimtende sten? Business.dk har listet ti ting, du skal vide om diamanter.

Foto: Ho AFP
Verdens dyreste kul
Diamanter er formentlig verdens mest eftertragtede mineral. Men grundlæggende er en diamant et stykke kul, der er blevet presset sammen under enormt tryk, oftest 150 km under jordens overflade. Ordet ”diamant” kommer af det græske ord for ”ubetvingeligt” og henviser til at diamanter er naturens hårdeste stof.Derfor er det eneste der kan skære i en diamant en anden diamant, men da diamanter består af kulstofatomer kan de til gengæld brænde ved godt 700 grader. Verdens hårdeste diamanter kommer fra Australien, og bruges primært til at slibe andre diamanter med.

Selv om diamanter er mest kendt fra smykker, så bruges 80 pct. af verdens diamantproduktion industrielt, primært til at bore, skære eller polere med. Den årlige produktion har hidtil ligget på omkring 130 mio. karat, eller 26.000 kilo, men produktionen falder i øjeblikket markant på grund af den globale økonomiske lavkonjunktur.